Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Dr. phil. G. Brandes: Virkeligheden og Temperamentet hos Emile Zola
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kraftige Aroma af den sovendes Sved. Man skulde troet, det var
en eller anden vældig Gybele, der var faldet paa Ryggen med
Barmen lige opad og Bugen blottet under Maanens Lys, drukken
af Solheden og drømmende om endnu mere Befrugtning«.
Vi er her langt fra Virkelighedsgengivelsen; helt inde paa
Mytedannelsen. Men endnu langt mere gennemført i alle
Enkeltheder er dog Virkelighedens Omformning til Legende i Afsnittet
om Serge og Albine.
For at kunne forvandle den unge hysteriske Præst til en
Adam, maa Zola for en Tid lade ham blive til et nyt Menneske.
Han lader ham da falde i en haard Sygdom, vel nærmest en
Tyfusfeber. Man begynder jo lige som forfra, naar man er
Rekonvalescent efter Tyfus.
I Sygdommen glemmer Serge sit hele tidligere Liv. Da
han faar sin Bevidsthed igen, finder han den unge Pige ved sin
Sæng. »Vil Du lære mig at gaa?« siger han til hende med en
Replik, der paa en Gang er karakteristisk for en Tyfuspatient,
der er bleven for svag til at støtte paa sine Ben og hvem det i
Vildelsen forekommer som havde han glemt at gaa — og tillige
symbolsk som betegnende den nyskabte.
Skridt for Skridt skildres hans Tilbagevenden til Livet som
en Indførelse i Livet i Lighed med det første Menneskes.
Den første Berøring med Jorden, saa snart han sætter
Foden udenfor sit Kammer, giver ham et Stød, en Livsvækkelse,
der faar ham til at staa rank, som følte han sig vokse. Der
undslipper ham et Suk. Men han er endnu ikke rigtigt vakt til
Live. Albine siger derfor: »Du ligner et Træ, som gaar«. Og
som han er et Træ, saaledes er Parken menneskeliggjort. Han
ser ud over Parken: »Den var en Barndom................Træerne saa’
barnlige ud. Blomsterne havde Smaabørns rosenrøde Kød«1).
Det vil sige: Det er alle Dages Morgen. Han føler med alle sine
Sanser den første Morgen komme. *>Han følte dens Komme i del
lune Vindpust, smagte dens Komme i den fri Lutis sunde Skarphed,
indaandede dens Komme med den Vellugt, den samlede om sig
under sin Gang, hørte dens Komme i Fuglenes Flugt og Sang,
saa’ den komme smilende og rød over de dugdækte Enge«.
’) fi’était une enfance. Les verdures påles se noyaient d’un lait de
jeunesse......les arbres restaient puérils, les fleurs avaient des cbairs
de hambin.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
