Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Dr. S. Schandorph: Teaterindtryk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hyggeligste Sceneri! Man genoplevede sine reneste, sine mest
begejstrede Ungdomsøjeblikke. Hvem kunde tænke paa, om der
var for megen Handling i ét Tablau i Forhold til det næste?
Det var stor Poesi, mægtig Kunst. Den, der vilde give sig til at
maale sligt med Teoriernes Alenmaal, maatte være en Ætling i
lige Linje af den brave Famulus Wagner. Hvor maatte man
være en fantasiløs Klodrian, naar man ikke henreves af Gretchen
ved Døren til den gotiske katedral mellem de snævre Tofagshuse
med de smaa Glugger ved Siden af og oven Dørene og det
uhøvlede Brædegalleri fra Hus til Hus?
Udførelsen var næppe af første Rang undtagen for Gretchens
Vedkommende. Det var en ægte nordtysk Type, den unge Dame,
der spillede den. Hun forstod fuldt ud, hvad hun sagde.
Henrivende var Foredraget af Kongen i Thule, som hun sang mezza
voce, uden betydelige Stemmemidler, netop som man kunde tænke
sig, Goethe vilde have den sungen. Bønnen til Madonna (O neige
osv.) var gribende ved den undertrykte, gennembrydende Hulken,
ved den stille Fortvivlelse i Bevægelser og Stilling og det stive,
taarefyldte Blik. Mefistofeles’s Fremstiller (Navnene ere jo uden
Interesse for et dansk Publikum) var aabenbart en meget
intelligent Mand. Hans logiske Accent (for at bruge et gammelt
Udtryk) var udmærket, det forekom mig, at han manglede fysisk
Styrke til at forfærde, naar Rollen fordrede det. Mesterlige vare
hans Heksekunster i Auerbachs Kælder. Der ydede ogsaa
Sceneinstruktøren et Mesterstykke i Adrian Browersk Stil. Intet Snærperi
i det hele. Heksene og Marekattene generede sig ikke. De sidstes
»posteriora« var endog forbavsende naturalistisk vovede.
Men Faust selv da? Det er muligt, det er min Fejl —
man skal jo ikke dømme for rask, navnlig om fremmedartede
Tilsyneladelser — men jeg maa tilstaa, jeg kunde ikke faa
Sympati med den Maade at tage Rollen.
Jeg forstod den som en Efterklang af en svunden
Spille-maade. I Følge den skal en Helt i en Tragedie paa ethvert
Punkt være stemt op i en højtidelig Tone. Fremstilleren var en
udmærket smuk Mand med brillante Stemmemidler. Man maatte
forbavses over, at han først langt hen mod Slutningen blev hæs.
Men Goethe har jo dog ikke anlagt sin Faust som
manglende Selvironiens velsignede Gave. Tvært imod, Selvironien
gennemskinner hvert Øieblik hans Patos, just derved bliver han
sand. Men Skuespilleren deklamerede Repliker som »Was kannst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
