Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Dr. S. Schandorph: Teaterindtryk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
du, armer Teufel, geben?« akkurat lige saa højstemt som: »Und
wenn der Stum im Walde braust und knarrt.« osv. Han var
fuldt ud Alvorsmand fra Top til Taa, fra først til sidst. Jeg kan
ikke en Gang forestille mig, at Goethe har ønsket, at Faust
skulde tale med Tordenstemme noget Sted.
Men det var i det hele dejligt at se og høre paa. Jeg
spørger igen: Kan ikke alle dramatiske Mesterværker blive opførte
fra Scenen, naar man har sceniske Kunstnere med Talent og
literær Dannelse nok til at tolke dem? Naar en Gang vort
Teater hjemme holder Hundredeaars Fest for J. L. Heiberg, vilde
det saa ikke hædre hans Minde bedre ved at opføre »En Sjæl
efter Døden« end en af hans Vaudeviller? Men saa kommer rigtignok
en ængstende Tvivl op. Faar vi nogen sinde Skuespillere, der
magter det?
Efter Goethe saa jeg mer klassisk Komedie: Schiller paa
Berlins »königliches Theater«. En grim Tilskuersal i den
kedeligste Empirestil, perlemalet med retlinjede forgyldte Lister,
Parket-Straasæder, hvis Klapper springer op, saa snart man rejser sig.
Og passer man ikke paa at slaa samme Klapper ned, før
man sætter sig, kommer man i samme Situation, som den,
det bekendte danske Ordsprog truer én med, naar man sætter
sig mellem to Stole.
Der spilledes »Wallensteins Lager« og »Die Piccolomini«.
Lokkeduen var Hr. Max Grube af den meiningske Trup som
Wallenstein.
Man mærkede Respekten for det klassiske Digterværk. Til
Lejrstykket dyb Scene med en Uendelighed af Telte fortonende
sig langt ud i Baggrunden. Larm og Bulder, Trommehvirvler og
Trompetfanfarer! Muligvis varede det for længe. Den
uforlignelige Kapuzinerprædiken blev fortræffelig holdt, og da
Slutningssangen lød, den dejlige Slutningssang, som vi alle kender, da var
vi med i Trediveaarskrigens bestøvlede, besporede, bepansrede,
trommende, trompetende, plyndrende, drikkende, voldtagende Halløj.
»Die Piccolomini« — Ja—al
Guderne bevare én for at sige noget ondt om denne
Digtning, der har rørt éns Hjærte saa dybt i de unge Dage.
Se der er Handling, kunstmæssig og korrekt anlagt. Der
er en rund og klar Diktion, fast støbt i Rytmen, fint udformet
i Tanken. Der er en smittende Begejstring i Max Piccolominis
lyriske Lovprisning af Ungdommens og Elskovens Ret .... men
00*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
