Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Dr. S. Schandorph: Teaterindtryk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hvorfor betages vi helt af »Faust« og kun delvis af »Die
Piccolomini«? Vel sagtens fordi vi efterhaanden af nyere
Historieforskning, af nyere Digtning har faaet det godtgjort, at Wallenstein,
at Octavio, at Illo ikke er Figurer fra Trediveaarskrigen, lige saa
lidt som Corneilles Cinna er en Romer, Racines Phédre en
Grækerinde, Palnatoke en Sagaskikkelse. Vi er bievne
hyperkri-tiske overfor baade den franske Klassicismes og den tyske og
danske Romantiks Tragediefigurer. Vi ser i dem Masker, gennem
hvis Mund Digteren taler. Karl Moors Vildskab er den unge
storm- og trangopfyldte Schillers, hans Patos klinger endnu i
Max Piccolominis Mund, mere dæmpet, mere skønhedsbehersket;
den er bleven fuldmoden mandig i Marquis Posa — der laler
Schiller, som Mand. Stykkernes Tidsfølge er ligegyldig. Ingen
Digter kan give mere, end der er i ham. Han trænger til direkte
Udtalelse. Den kan dølges — det har Shakespeare og Goethe,
det har adskillige moderne Digtere vist, men man ser dog somme
Tider Goethes Ansigt bag Faustmasken. Ræsonnøren i gammel
og ny Komedie — fra Moliére til Augier, fra Løjtenanten i Erasmus
Montanus til Thorvald Vidførle i »Palnatoke« kan bevise
Paa-standen.
Schiller, Byron, Oehlenschläger, Victor Hugo kunne daarlig
sætte en Knebel i deres Heltes runde Mund. Men om det saa er
Mérimée, saa har han dog maattet lade George de Mergy i
»Ghronique du temps de Charles IX« lade skimte, hvad Digteren
mener. En Poet maskerer sig snildere end en anden; det er
maaske det hele.
Om Udførelsen er der kun at sige, at den var god.
Wallenstein optræder jo kun i én Akt i Trilogiens midterste Del.
Hr. Max Grube havde Myndigheden til at være Helt. Med en
dyb Basstemme, med faa Bevægelser med en portrætlignende
Maske, gennem hvilken dog for ungdommelige Træk skinnede frem,
afviste han den usalige »Kriegsrath Questenberg«. Ægte Schillersk!
Geniets Triumf over Kontorklogskaben. Dog indrømmes den
sidstes delvise Ret. Ægte Goethesk-Schillersk Samarbejde ?
Questenberg blev ikke opofret mere end højst nødvendigt, om end
Ligevægten ikke var fuldt saa korrekt, som den Goethe frembragte
mellem Antonio og Tasso.
Gildet hos Illo var sat fortrinligt i Scene. Den mere end
halv drukne Kroatergeneral Isolani — jeg har glemt, hvad
Skuespilleren hed — vovede Ting, som en Tragedieskuespiller næppe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
