Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Ola Hansson: Tor Hedberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
der ikke har kunnet handle anderledes, end han har gjort, —
Smerte over det gaadefuldt tragiske i Livet og Glæde over, at
han dog er elsket af denne Judas, der kræver hans Liv for at
faa Fred.
Men Judas har endnu ingen Fred. Han føler, at Fortiden
er sonet ved Kysset og Jesu Blik, men tillige, at der er noget
andet, han nu maa stræbe efter: »at finde det, han søgte fremfor
alt andet«. Han maa begynde fra nyt. Af Udmattelse er han
falden i Søvn ude i det fri, og han vaagner først hen paa Dagen.
»Først saa’ han kun noget grønt flimre for Øjnene, saa kom han
lidt efter lidt til at skelne klarere og saa’ da, lige under sit
Hoved, en lille Tue, hvor Græsset var spiret frem Straa ved Straa
i talløs Mængde, og over hvert lille lysegrønt Straa løb skiftende Lys
og Skygge, en Blomst udfoldede sine Blade, og de Blade var saa
vidunderlig dybe blaa, — hvor havde han dog set noget saa blaat
før? — ja, nu huskede han det, Genezareth! — og se, der klavrede
en lille glinsende Bille forsigtig op ad et Græsstraa, idet den følte
sig frem med de lange Følehorn. Der kom et Smil paa hans
Læber, — noget saadant havde han aldrig før set. Han .kunde
ikke faa Øjnene fra den lille sollyse Tue.
Saadan laa han længe og bare saa og saa. Men jo længere
han saa, des tydeligere kom den Fornemmelse frem hos ham, at
der var noget bagved dette, noget, han ikke kunde se, og som
dog var det vigtigste, det han maatte finde. Der vaagnede en
Uro hos ham, noget søgende og famlende, der forstyrrede den
Lykke, han et Øjeblik havde følt.«
Da Judas siden ser de to Kors paa Golgathas nøgne Top
tegne sig mod den mørke Himmel, gribes han først af Rædsel
over hvad han har gjort. Men »den nagende Tanke om hans
egen Brøde, hans unyttige Anger, veg Pladsen for én dyb, hele
hans Væsen gennemstrømmende Medfølelse med Lidelsen, den
menneskelige Lidelse, som han saa for sig«, »og samtidig
foresvævede det ham dunkelt, at der mellem dette Dødens Skuespil
og den lille sollyse Verden, som han havde faaet Øjet opladt for
om Morgenen, var en hemmelig Forbindelse, noget fælles, og at
det netop var det, han søgte«. Og endelig naa’r han til fuld
Klarhed ved en Drøm, hvor han beder Jesus hjælpe sig til at
finde, hvad han søger. Jesus tager hans Haand, og de vandre
længe, bestandig opad, indtil alt omkring dem bliver mørkt og
han kun ser Jesu lyse Skikkelse for sig. Saa standse de, Jesus
Tilskueren, 1887. 01
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
