Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - E. Skram: Om „Stuk“ af Herman Bang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
saa tydeligt et Indtryk, som vi i Virkeligheden vilde have faaet
ved en forvirrende Præsentation for de to Snese Mennesker paa
Tivoli en lun Septemberaften. Forfatteren har glemt, at medens
han maaske for tyvende eller firsindstyvende Gang er sammen
med disse Mennesker og derfor har sin Fornøjelse af de smaa
intime Ting, der foregaar imellem dem, saa staar vi paa Grund
af manglende Forkundskaber dumme ved det meste af hvad der
sker. Der mangler den Tilrettelægning af Stoffet, som er
nødvendig, for at vi kan bevæge os med samme Frihed som
Forfatteren og føle de samme Stemninger som han.
Og det varer hele Fortællingen igennem. Bang har ganske
vist troet at kunne raade Bod paa denne Mangel, som han
rimeligvis har været opmærksom paa, ved Gentagelsens Magi, han
lader det samme ske om og om igen. Men det nytter ikke.
Ligesom Helten i Bogen ikke for Alvor kan blive forelsket i den unge
Pige, der synes bestemt for ham, og som ogsaa inderlig gærne
vil have ham, fordi han aldrig kan komme til at tale »ordentlig«
med hende — han møder hende kun i Selskabslivet —, saaledes
er det os umuligt at blive helt betaget ved hvad der foregaar i
»Stuk«, fordi vi kun ser Personerne i Situationer, der ikke giver
Vejledning nok til Forstaaelsen af dem. Det gaar saa vidt, at
vi om Hovedpersonen, Herluf Berg, ved Bogens Slutning strængt
taget ikke véd andet, end at da hans Kammerater ved den
Redaktion, hvor han er ansat, behandler ham med Venskab, og
da han bliver valgt til Direktør for. det nye Viktoria Teater, maa
han vel være baade hæderlig og dygtig. Af positive Handlinger
fra hans Side kender vi kun den ene, at han undlader at fri til
en Dame, som han ikke elsker, og det er af positivt at være
dog vel lidt til deraf at kunne slutte langt.
Den sindbilledlige Kunst er som Saturn, den æder sine
egne Børn.
Og Ulykken er, at den frembringer Børnene i den
udtrykkelige Hensigt at fortære dem. Enten maa Forfatterne derfor
efter Symbolets Behov behandle dem som Faarekyllinger eller
som Strasbourgergæs, og i begge Tilfælde er man inde paa de
Tillæmpninger, som det har voldet Kunsten den store Møje at
komme bort fra.
Kunstens Revolution i vor Tid førte Fortolkerne og
Prædikanterne for Velfærdsudvalgets Domstol. Det var ikke mange, der
slap levende fra denne Rettergang — en Lyriker hist, en Drama-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
