Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - E. Skram: Om „Stuk“ af Herman Bang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tiker her —, og en ny Sindbilledkunst vil ikke lede Udviklingen
paa Vildspor. Kunsten stiler nu som før imod den umiddelbare
Fremstilling af Livet; det moralske, sociale, historiske Udbytte
af Fremstillingen hører Læserne til. Spænder man Kunsten for
Symbolets Triumfvogn, bliver den blot saa meget svagere, som
den har meget at trække af Sted med.
Imidlertid maa det stærkt fremhæves, at indenfor den
Form, Herman Bang har valgt, har han opnaaet store Ting.
Han, som i gamle Dage svælgede i Sjælemaleriernes dybe
Udfyldning, overrasker nu ved den Sikkerhed, hvormed han af
Udvorteshedernes Mangfoldighed danner slaaende Træk. Hans Viden
spænder om en Mængde af Livets Særegenheder, og »Stuk«
overvælder næsten ved sin Rigdom. Den vrimler af Iagttagelser, som
tyder paa stor Menneskekundskab. Des værre er de ingensteds
ført til Ende, og Bang har jævnlig selv ødelagt Virkningen af dem
ved den parentetiske Maade, hvorpaa han putter dem ind i
Fortællingen, snart som forstyrrende korte Bemærkninger, snart som
Æsker skudt uden om hinanden (se bl. a. Side 114—118).
Et af de længste Indskud er Herluf Bergs Ungdomserindringer,
som denne paa en nogenlunde umulig Maade faar fat paa, medens
han i et mismodigt Øjeblik staar ved Vinduet i sit Værelse paa
Redaktionskontoret. Det er det eneste Sted i Bogen, som falder
udenfor den ellers strængt fulgte Plan; to Ark indeholder de
omhyggelig eftergaaede rige Grundrids til en ung Sjæls Historie.
Om Herman Bang havde ført denne Sjæls Historie til Ende! Vi
havde skænket ham Gerster og Canth og Dunker og hvad alle de
Folk hedder, der vrimler i Bogen, som Mus i Kassen hos Manden
paa Dyrehavsbakken. Han kunde jo derfor godt have faael sit
kære København med. Berg er alt som ung saa indtagen i denne
stakkels By, at han ved sit Russold, der ender paa Tivoli, springer
op paa et Bord og udbringer et Leve for København. Hvor lyder
det ikke underligt for os, der er ældre end denne Direktør for
det ny Viktoriateater! Aldrig vilde vi have udbragt et Leve for den
By, der havde set os slide som Latinskoloelever. Vi hadede Byen
og vidste, at det eneste Sted, hvor man i Danmark kunde føre et
nogenlunde værdigt Liv, var paa Landet som ferierende Gæster.
Men altsaa Byen kunde paa den naturligste Maade være
kommen med i den Roman, som skulde skildre Herluf Berg; den
kunde ikke være holdt borte. Og den Kunst havde været bedre,
der fra den fulde Begriben af de enkelte Individers Sjælstilstande
havde ført Læserne til en Forstaaelse af den omgivende By.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
