Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Dr. phil. Ad. Hansen: Manfreds Tilblivelseshistorie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hvid Hest, der flagrer i Vinden, saadan som man kunde tænke
sig, at den vilde være paa den »blege Hest«, hvorpaa Døden
sidder i »Aabenbaringen«.« Næste Morgen tidlig gik Byron igen
ud til sin Bjærgstrøm, og nu stod Solen over den og dannede af
Strømmens nederste Del en Regnbue af alle Farver, især Purpur og
Guld. Det er disse to forskellige Indtryk fra den urolige
Eftermiddag eller Aften og fra Morgenens Solskin, der i det nysnævnte
Sted af Manfred uharmonisk ere føjede sammen, medens det
sidste Indtryk af Glans og Lys burde have været udelukkende
fastholdt.
Om Turen i Grindewald skriver Byron i Dagbogen: »Kom
forbi hele Skove af visnede Graner, alle visnede; Stammerne
afskrællede og barkløse, Grenene livløse; gjort af en eneste Vinter,
— deres Udseende mindede mig om mig og min Familje.« I
Digtet ser Manfred ligeledes dette Natursyn og foretager samme
Sammenligning: »At være saaledes,« siger han, »— graahaaret af
Kval, ligesom disse hentærede Graner, Vrag af en eneste Vinter,
barkløse, greneløse, en afsveden Stamme paa en forbandet Rod,
— .......at være saaledes, evig kun saaledes, efter at have
været anderledes!«
I høj Grad have da de Naturindtryk, Byron modtog, afsat
Spor i Digtningen. Og Byrons egen bitre Tanke kunde knytte
sig sammen med Naturindtrykket og begge Dele atter genfindes
sammenknyttede i Dramaet. I Digtningen er Naturskildringen
lagt til Rette som Ramme om Manfreds forpinte Sind. I
Virkeligheden lurede der bag ved den Livsfylde, hvormed Byron
indsugede Naturindtrykkene, de gamle beske Minder, parate til
hvert Øjeblik at slaa deres Klo i Glæden. Dette kommer tydelig
frem i de Ord, hvormed han slutter Dagbogen. Han nævner,
hvor heldige Forholdene have været for ham under hele
Udflugten, og føjer saa til:
„Men under alt dette har Erindringen om Bitterhed og særlig om den
Ødelæggelse, hvoraf jeg nylig saa føleligt og nært har været hjemsøgt, en
Erindring, som maa følge mig hele Livet igennem, — det har naget mig her;
og hverken Hyrdens Musik, Lavinens Bragen eller Bjærgstrømmen, Bjærget,
Gletscheren, Skoven eller Skyen have i ét Øjeblik lettet Vægten paa mit
Hjærte eller sat mig i Stand til at lade mit eget usle Jeg fortabe sig i den
Majestæt, den Vælde og den Herlighed, der var rundt omkring over og
under mig.‘
Og da han Dagen efter Hjemkomsten paa en Sejltur ved
et Uheld var bleven slaaet saa haardt af en Stang i Baaden, at
10*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
