Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Bertel Elmgaard: Tigger-Jakob
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sin Historie fast. Mødte han til Eksempel en Mand i Døren,
pratede han straks løs: »Goddav, Farlil’l Vi mødes nok ligesom
æ Præst og Niels Skrædder, de mødtes i æ Kirk’ efter æ
Guds-tjæneste. »Han kommer for sent, Niels,« saah’ æ Præst, »men
gid vi en Gang kan mødes i Himmerigs Port ligesom her, saa
kan ’et blyw godt ilywl.« — »Ja, saadan, te wor Faar gaar ud,
og a gaar ind,« svaar’ Niels Skrædder.«
Som han selv sagde, til Historier og et Maaltid Mad var
han altid oplagt. Naar Folk var i Tørvemosen dukkede han
uventet frem bag en Klynestak, naar de i Slet sad lejrede om
Mellemmadskurven, slog han fra Høstakken en Kolbøtte ind
mellem Kvindfolkene. Under Pløjningen kunde han traske bag
efter Bønderne, Ager op og Ager ned, og Munden stod da aldrig
stille. Naar Pigen i Morgendæmringen kom hen i Nødset for at
malke, stak hans buskede Hoved pludselig frem af Strøelsen, og
medens Mælkestraaleme begyndte at spille i Spanden, knappede
han Tøjet om sig, gjorde Løjer med Kæresteri og sligt og kunde
falde paa at fortælle den nydeligste Kærlighedshistorie for den
lyttende Pige. Naar han saa havde faaet alle Lemmer strakte,
søgte han sig et Straa frem af Halmen og sugede dermed af den
varme nymalkede Mælk.
Alle morede sig over ham, enkelte følte virkelig Medlidenhed
med hans omflakkende Tilværelse. Kvindfolk kunde ikke noksom
berømme hans Nøjsomhed: han var usigelig glad ved et pjaltet,
falmet Klædningsstykke, en tyk Brødskalk, og han tog gærne til
Takke med et Natteleje i en varm Stald. Men naar alle smilte
til ham, muntert, medlidende, kærligt, saa var det næppe mange
bevidst, at det egentlig var, fordi Tigger-Jakob med sine Historier
og Viser, sit løjerlige Væsen og sine omstrejfende Luner var
Udtryk for en synkende Tid, de alle holdt af.
De tre, fire nærmeste Landsbyer blev hans hele Verden,
den samme Horisont, de samme Højder og Skove begrænsede
altid hans Udsigt. Til Gengæld blev hine Byer et alfart Strøg,
der var ikke en Gaard, næppe et Hus, uden han hjemsøgte det
og ligesom vejrede dets Tradition og Hemmeligheder gennem sine
store Næseboer. Der var ikke et Hegn, ikke en Høstak, uden han
havde sovet eller drømt i deres Skygge, ikke en Fuglerede i Mark
og Mose, uden han kendte den.
Lidt efter lidt, næsten umærkelig steg saa hans Fordringer.
Hans Tænder kunde ikke længer tygge Skorperne, Kobaasen eller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
