Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Vilhelm Møller: „Danvins Liv og Breve“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
indleder han et Brev, hvor han er glad. Og han slutter et andet
saaledes: »Hvor skulde vi snakke og ture om og entomologisereF
Sappho vilde blive den bedste af alle Tævehunde og Dash den
bedste af alle Hanhunde; da vilde der blive »Fred paa Jorden og
Menneskene et Velbehag«, hvad jeg i Parentes sagt anser for
den fuldkomneste Skildring af Lykke, som Ord kan give.«
Man husker maaske, hvordan J. P. Jacobsen, hvis Naturel
synes at have haft ikke lidet fælles med Darwins — det var vel
ogsaa derfor, han blev Darwinismens første Apostel her hjemme!
— man husker maaske, hvordan han indledte sin Fremstilling af
Darwins Teori? Han skildrede Naturen »som et vidunderlig stort
Slot med Tusender af Sale og Celler, med dunkle Løngange, der
føre ud i Dagens Lys, og med aabne Svalegange, der lede ind til
Mulm og Mørke« ... Derinde havde saa »en Mand vandret gennem
mange smaa Celler ad mange bugtede Gange, til han kom til en
stor Hal med herligt Hvalv, med mægtige Dybder og store, vide
Udsigter. Denne Mand var Charles Darvin«. Det romantiske
Billede symboliserer lykkeligt Darwins Higen mod det højtidsfuldt
store, medens samtidig det jævne Udtryk »en Mand« betoner
Jævnheden, der var over hans Patos. »Jeg véd ikke ret, om
jeg mest elsker eller respekterer ham«, skrev Darwin i 1831
om Professor Henslow. Den Karakter antog efterhaanden hans
Begejstring: en Kærlighed, der lige saa godt kunde kaldes
Ærefrygt, en Ærefrygt, der lige saa godt kunde kaldes Kærlighed.
Darwin skulde, efter at han havde opgivet de medicinske
Studier, have været Præst; og en lærd tysk Frenolog undrede sig
siden over, at han ikke var bleven det, da dog »Ærefrygts-Partierne«
i hans Hjærneskal var udviklede i en Grad, saa der gærne kunde
have været nok til ti gejstlige. Den lærde Frenolog maa have
overset andre »Partier« i Hovedformen, der har kontrabalanceret
Prædikant-Anlæget ... Og paa samme Maade maa der vel i
Darwins Aandsform have været Elementer, som trods hans
Erindrings-Ævne og hans Patos forhindrede ham fra at blive en
Digter i Miltons Stil.
Selv tillægger han sig som Barn det, man med et
undskyldende Navn kalder »livlig Fantasi«. »Jeg vil bekende«, skriver
han, »at jeg den Gang var meget tilbøjelig til at opfinde usande
Historier, altid med det Formaal: at fremkalde Forbavselse.«
Vordende Digtere har gærne den Tilbøjelighed. Men deres »usande
Historier« plejer ikke at ligne den lille Darwins. En Gang bildte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
