Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Kaptajn W. Dinesen: Tre smaa Krigserindringer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det første Hus var en Smedje, aaben ud til Landevejen.
Der laa en bunden Bøffel paa Ryggen med alle 4 Ben i Vejret
og skulde skoes. Drengen trak i Blæsebælgen, for hvert Pust
slikkede Flammen ud til Siden, blussede op, skinnede paa Væggene
og lyste paa Drengens glatte, blanke Skind, krøb saa ind igen
paa Essen, suget op af Bælgen og hvæsede ved næste Pust atter
ud. Smeden stak Skoen ind i Ilden, vendte den, trak den ud
med Tangen, lagde den paa Ambolten, og Gnisterne stod i Straaler
fra den, sprøjtede rundt i den sorte Smedje. Udenfor, paa Husets
Hjørne, op under Taget stak en Pind ud med en osende Lygte.
Under den hang en hængt. Det var en Bulgar, det fulgte af sig
selv, men det kunde man for Resten let se paa det filtrede hørgule
Haar og Trøjen. Hagen hang ned paa Brystet, Bukserne, som
gabede fra Trøjen, var stukket ind i et Par gamle Vandstøvler,
Armene syntes urimeligt lange og naaede nedenfor Knæene —
det hele stod haardt og strittende som paa en Dorésk Tegning.
Det er underligt at sige, at Naturen minder om en Tegning,
det burde vel være omvendt. Men med Doré er det tit
gaaet mig saaledes. Det falder mig f. Eks. ind, at Doré slog mig,
da jeg kom til Karthagos Ruiner. Jeg kom nedefra og saa op
mod Bakken, op paa Resterne af et Par gamle Mure fra en
Vandledning, imellem hvilke der stod en Kamel mod den skyfri Himmel.
Saadan noget maa Doré have set, og saa har han set, at det
fedtede, uklare, taagede ikke gengav Naturen, og derpaa vandt
han sin Berømmelse. Men han forsaa sig paa sin Opdagelse,
overdrev: hans Bølger bleve til Isblokke, hans Mennesker Statuer.
Jeg havde været i Tatar-Bazardschik før og boet i et
Værtshus hos en Levanliner, en Mand af ubestemmelig Nationalitet,
der talte alle Orientens Sprog og Fransk. Han hed Baptist.
Baptist stod i Gaarden, da jeg kom ridende.
»Goddag, Ekscellence!« raabte han, slog ud med Haanden
og kom hen til mig. »Hvor jeg er glad ved at se Dem, lykkelig!
og sund og rask. Det vil sige noget i disse Tider, da der hver
Time kommer Vognlæs saarede og døende af Hs. Majestæt
Sultanens Soldater og da der hænger en Bulgar paa hvert Hjørne.
Deres Ekscellence kommer netop lige til Aftensmaden, jeg har
slagtet de bedste Høns —––––« og saadan blev han ved, medens
jeg sad af, gav Hesten til Zaptien og gik ind i Huset.
Jeg var træt og vilde i Sæng. Det knagfrøs. Værelset,
hvori der kun fandtes en Sæng og en Stol, var utæt paa Døre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
