Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Dr. phil. S. Schandorph: Teaterindtryk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
saa imponerende, saa fængslende, saa graad- og
lattervækkende.
Denne lille Mand med de spillende Øjne, med de nervøse
stødvise Ryk i hele Legemet, med en evindelig Galgenhumor
overfor Kreditorernes Skare af Sjofelister, med den evindelig
slagfærdige Tunge, med de evindelige Udveje — ham tror man paa.
Dog er jeg, skøndt ukyndig i Børs- og Pengeaffærer, vis paa, at
Mercadet hele Tiden er paa den forkerte Side af Virkeligheden —
ligesom selve Balzac, naar han spekulerede i Oprettelsen af
kæmpemæssige Trykkerier for kæmpemæssige Godtkøbsudgaver
af franske Klassikere, i de^Gulddynger, hans Comédie humaine
absolut maatte indbringe ham, i Sølv- eller Kullejer (jeg husker
ikke, om det var den ene eller den anden Slags Lejer) paa Øen
Sardinien.
Det vrimler med Ideer i Mercadets Hjærne som i Balzacs
egen. De fødes under Frygt og Bæven, vokser op under
Opfinderens Jubel; hans Fantasi svømmer i gyldne Strømme. Han
symboliserer den geniale Spekulant, der spekulerer for at
spekulere, som leger med Guldet som Katten med Musen, før han
æder den.
Faar denne Kæmpekat Kæmpemusen med det gyldne
Skind i sine Kløer? Aa jo. Men Digteren maa ty til den
tarvelige Opfindelse at lade en Kommis, der ved Besvigelser har
ruineret Mercadet, vende tilbage fra Amerika med en
uudtømmelig Pengekasse, ud af hvilken Mercadet smider Millioner i Hovedet
paa alt det Plebejerrak, som er i Færd med at lade ham gribe
og fængsle. Slutningen er rent farceagtig urimelig, men alligevel
er man med; helt barnagtig istemmer man Digterens Jubelsang
over Geniets Triumf, trods det, at det er den gamle »Gud fra
Maskinen« (Deus ex machina) han maa ty til som Tømrer af
Triumfvognen.
Der maatte jo i de Tider ædle Personer til, som kunde
sprede Lys ud fra Baggrunden som en Madonna fra en belyst
Koncha over et Kapels Apsis. Noget saadant forlanger jo det
store Publikum endnu. Det er efter dets Mening rent galt, naar
der ikke er nogle »ædle« Personer i et Stykke eller i en
Fortælling. Det vil endnu have, at Digteren tilsidst skal uddele rige
Saver af det Fond, som den gamle Æstetik kaldte »den poetiske
Retfærdighed«, og det honorerer stadig de tvivlsomste Veksler
paa dette tvivlsomme Bankinstitut.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
