Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - E. Skram: Literaturoversigt. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
være Kunst i dette, er ubestrideligt, men lige saa sikkert er det,
at Henrik Pontoppidans Kunst ikke har gjort et Hanefjed frem
ved denne Lejlighed. Det er de andres Opfattelse, han med sin
Fantasi har udsmykket, ikke sin, han har prøvet og givet Liv.
Dertil har han ingen Midler haft, han har bl. a. ikke været i
Grønland, og det er i Grønland, at den indholdsrigeste Del af
Fortællingen foregaar. Pontoppidan har ikke været fri over for
sit Æmne — dermed er i Grunden alt sagt.
Men morsom er Bogen, ubetinget.
Det er ikke den Betegnelse, der nærmest falder en paa
Tungen ved Tanken omGoldschmidts efterladte Smaa Skildringer
fra Fantasi og fra Virkelighed — der er nogle temmelig
ubetydelige Ting iblandt —, men ligegyldig overfor dette literære
Testamente kan man ikke blive. Udviklingslinjen i vor moderne Prosa
maa vel trækkes fra Baggesen over Blicher og Goldschmidt til
Jacobsen, hvor den foreløbig er fri, og det har da sin store
Interesse at se, hvor nær vor Tid Goldschmidt var kommen inden
sin Død. Det mærkes bedst i saadan en lille fra Gaden optagen
Studie som »En lille Pige* og saa i den store Rejseskildring Fra
Arcachon. Det er Stilkurven neden om Jacobsen, lige paa, man
der vil finde. Goldschmidt kan den Dag i Dag være Slægtens
Lærer i udvortes Tydelighed. Følsomheden i hans kølige Stil vil
vel nu hue mindre end før, den beror for en Del paa et Slags
Hemmelighedskræmmeri, han for øvrig ikke var ene om at. drive
med sig selv og andre. Den hørte hans Tid til. Et Folk skal
leve længe i Kunsten, før det faar Mod til at være ærligt. —
Den nævnte Rejseskildring forekommer mig fra selve Indholdets
Side meget interessant. Fængslende er ogsaa hans snurrige
gammel-digter-agtige Behandling i Uløst af det fremdeles aabne
Spørgsmaal om Betydningen i et Kærlighedsforhold af Mænds
og Kvinders »Fortid*.
Men lad de døde beholde de døde; de levende trænger
sig paa.
Imellem dem er der i Aar en ung Mand, som gør et
mismodigt Anmælderhjærte godt; det er Viggo Stuckenberg,
Forfatteren til I Gennembrud, en Fortælling paa 178 Sider. Ikke
netop at hans Bog som Helhed er saa overvættes god, det er den
ikke, men der er saa mange fortræffelige Ting i den.
Den beretter om den unge Jørgen With fra Drengeaarene
til det halve Rusaar forbi. Han er Søn af en Rodemester paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
