Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Docent Cl. Wilkens: Moderne Naturalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tikerne havde den i Form af Lokalfarven. Derimod er det
selvfølgeligt sandt, at det dybere Syn for Nedarvningens og Omgivelsernes
Betydning i stigende Grad’ kan faa Indflydelse paa Literaturen
ved at skærpe Opmærksomheden for reale Livsfaktorer, hvis
Betydning man ikke i den Grad havde faaet Øje for som nu efter
Darwin. Her er aabnet et nyt Felt for Forfatterens psykologiske
Finblik og for Romanens æstetisk-psykologiske Virkning.
Det fjærde Hovedelement i Naturalismen er
Forkærlighed e n f o r d e t h æ s 1 i g e, en Forkærlighed, der hænger sammen med
Positivismens Trang til Realitet og. den naturalistiske Pessimismes
Opfattelse af Mennesket som blot Driftvæsen. Den livlige,
kraftige, farverige Kunst har altid en vis Forkærlighed for det stærke
kraftige udprægede, karakteristiske, og som Sorgen og Lidelsen i
en vis Forstand er rigere paa Sindsbevægelser end Glæden,
frem-hyder det hæslige en større Formfylde end det rene, ideale klassiske
skønne. Naturalistens Tro paa det hæslige møder Genkærlighed
fra det hæsliges Side: det udfolder al sin Rigdom for hans Øje,
og han er fængslet, fortryllet af det hæslige: Flaubert af
Dumheden, Zola af Dyndet. Det tryller ham som Basiliskens Blik,
det bliver saa at sige hans Romantik, og som Schack-Staffeldt
ikke vil raste »før han drager Himlene ned«, hviler Naturalisten
ikke, før end han drager Helvede op. »Dette er, siger Zola i sin
tidligste Ungdom til sine Kammerater, en Verden, I ikke kende.
Studiet af den gør mig svimmel — jeg gad gennemtrænge hine
Hjærter og Sjæle; maaske vil jeg kun finde Dynd paa Bunden,
men jeg gad gærne undersøge dette Dynd«. Vi have ovenfor set
Zola udtale det som sin Anskuelse af Livet, at alt var hæsligt,
Dynd, Bærme og Drift, naar man trængte ind til Grunden af det
menneskelige Kadaver, og her svarer Teori og Praksis til hinanden.
Og om Madame Bovary siger Brandes: Der var i den hele Bog
ikke en Person, med hvem Digteren havde noget tilfælles, ingen
han i nok saa ringe Grad kunde tænkes at være eller ville være;
de var alle uden Undtagelse vulgære, uskønne, lastefulde eller
Stakler. Og dog behøvedes der kun et lille velvilligt Tryk af
Digterens Finger til at adle Karaktererne noget eller bringe et
rørende Element ind1).
Med dette Element hænger nu et femte Hovedpunkt sammen:
Naturalismens énsidige Forkærlighed for Kunst i Stedet *)
*) G. Brandes: Gustave Flaubert (i „Mennesker og Værker". S. 437—438)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
