Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Docent Cl. Wilkens: Georg Brandes som literær Kritiker. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Guds Vilje eller i Forholdenes uforanderlige Skæbne, en Teori, en
Praksis, en moralsk Regel, der ses som udgaaet fra en ubetinget
Autoritet osv., saa kritiserer jeg ikke: jeg tror, jeg bøjer mig, jeg
hylder i Frygt eller Ærefrygt. Men opstaar der Tvivl, bliver
noget af dette gjort relativt, opdager jeg, at Guds Ord dog kun
ere givne i menneskelig Formulering, at Sæderne ere forskellige,
at Autoriteterne komme i Strid eller veksle, saa begynder
Kritiken. Og selv Forsvarerne maa blive kritiske. Idet de nødes
til at kritisere Angriberne, Tvivlerne, forvandler Forsvaret sig
uvilkaarligt til en Prøvelse af det omtvistede. Kritiken begynder
sine Funktioner. Jeg maa nu skelne, analysere, søge Elementer
og Principer, og selv om min Kritik er nok saa sympatetisk eller
objektiv, nødes jeg til at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt,
centralt og periferisk, nødvendigt og tilfældigt; jeg maa
sammenligne og vurdere; den kritiske Tankeproces, angribende eller
apologetisk, er i fuld Gang. * Det dogmatisk faste bliver flydende,
der bliver Røre i Aandens kemiske Vande, og nye
Krystallisationer finde Sted. Denne Proces tvinger frem mod et Synspunkt
Der kunde vel tænkes en ren objektiv Kritik, der indskrænkede
sig til Analyse og Sammenligning, men den Dom, der ligger i
den menneskelige Virksomheds Værk, fører til en Dom over
Dommen, en Vurdering, og Vurderingen kræver en Maalestok, et
Synspunkt for Værdibestemmelsen.
Som aktivt Udtryk for den menneskelige Selvbevidsthed er
Kritiken Livsaanden og Livsbevægelsen i det menneskelige
Aandsliv, »den tiende Muse*. Enhver stor menneskelig Aandsfrembringelse
er baaren af Kritik, og Kritik er Betingelse for den sande
Tilegnelse, den fulde Indvielse, der tillige er en Udvidelse, idet den
hjælper mig til »at overvinde min Naturs oprindelige
Iadskrænket-hed« og aabner min Sympati for nye Felter. »Den viser
Men-neskeaanden Vej. Den planter Hegn og Fakler paa Vejen. Den
bryder og rydder nye Baner. Ti det er Kritiken, so«n flytter
Bjærge, alle Autoritetstroens, Fordommenes, den ideløse Magts
og den døde Overleverings Bjærge« (Brandes: Den romantiske
Skole i Frankrig, S. 497). Og er Kritiken end stundum en
Tempel-skænder og er dens Fakkel kun en Brand, er den subjektiv eller
blot agitatorisk ud fra usande Principer, saa hænger Kritikens
Sværd jo atter over Kritiken, og det vil bevæge sig.
Af Kritikens store Klasse er den litenere Kritik en Slægt.
Enhver Literaturhistorie, der ikke blot er en Bibliografi, maa være
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
