Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Ud fra Mørket. Sidste efterladte Arbejde af Fru Victoria Benedictson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
bud, samme Feststemning. Naar denne var forbi, tog en anden
Barnet i sin Varetægt, og Moderen tog igen paa Baller.
Hun var hverken god eller daarlig, min nye Moder; hun
var bare sød. Hun saa’ ud som et Barn, og hun vidste, at
hun skulde se ud som et Barn, jo enfoldigere, des bedre. Det
klædte hende.
Mod mig var hun aldrig ond; men hun gik af Vejen for
mig, og det kunde se ud, som om jeg havde været ældre end
hun, fordi jeg aldrig var munter og snaksom. For øvrigt skammede
man sig over min Kluntethed og Dumhed; jeg fik en Gouvernante
og blev holdt saa meget tilbage som muligt.
Jeg var endnu mere ensom end før; men dette skærpede
mit Blik. Jeg var ikke misundelig paa min Stedmoder; jeg kendte
min Fader altfor vel. Jeg kunde tyde hver Mine i hans Ansigt
og hvert Tonefald i hans Stemme. Det undgik mig ikke, hvilken
umaadelig Foragt der laa i hans Hyldest. Selve hans Føjelighed
var Foragt. En Uretfærdighed fra hans Hustrus Side harmede
ham ikke; ti han havde aldrig tænkt’sig, at hun skulde eje
tilstrækkelig Forstand til ikke at være ubillig. Han kunde give efter
for hendes Nykker med et Smil og et Kys paa Haanden, — eller
han gjorde akkurat hendes Ønske imod med netop det samme
Smil og det samme Kys paa Haanden.
Hans Fordragelighed gjorde hende til sidst indbildsk. Hun
begyndte at prale, udbrede sig over Ting, hun ikke forstod, og
komme med Dumheder. Min Fader lo blot saa smaat og lod
hende snakke; med en smuk Kvinde maatte man ikke regne det
saa nøje.
Men det var, som om det faldt over mig altsammen,
altsammen. Alt det, som hun slet ikke følte, det borede sig ind
i mit syge Sind. Jeg havde lært at se med min Faders Øjne, jeg
saa fra en Mands Standpunkt, hvad det vilde sige at være
Kvinde–––-modbydeligt, modbydeligt, en eneste Ulykke lige fra
Fødslen! — Jeg forekom mig selv som en skabet Hund. Da
opstod denne Ydmyghed, der er min Karakters Brændemærke og
ubodelige Lyde. O, den Plet i min Hjærne! Hvor blev den øm
og blød, saa at hvert Od kunde trænge ind! Hvilken
Opfattelses-ævne jeg ejede, da det gjaldt dette ene: at forstaa det, som for
mine Medsøstre var ubegribeligt som Fuglenes Tale.
Jeg har aldrig været ung, og jeg har næppe nok været
Barn«.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
