Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Henrik Pontoppidan: En lille By
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
4
En lille By.
fornødne Respekt. Det var ham en Trang ogsaa her at vinde
alle Hjærter, og han var endnu ung nok til fra sin egen
Skolegang at huske, hvor farlige Fjender saadanne Smaadrenge kan
være, hvor skarpt et Øje de har for alle smaa Svagheder, og
hvor ubarmhjærtigt de kan benytte sig deraf overfor en Lærer,
de først en Gang har lagt for Had.
Det kan da efter alt dette ikke undre, at Andreas Ursin
blev højlig forbavset, da han efterhaanden mærkede, at han trods
sin Fremfærd ingenlunde naaede sin Hensigt. Han kunde ikke
forstaa, hvad det var, der var i Vejen; men han kunde heller
ikke undgaa ved enhver Lejlighed at føie, at han var (Jenstand
for Byens Kritik, ja at man rent ud havde ham til bedste bag
hans Ryg.
Han mærkede det først hos Eleverne paa Skolen, der, blot
han uforvarende tiltalte dem paa Gangene eller Legepladsen, blev
røde og forfjamskede og slog Øjnene ned, som om de skjulte en
ond Samvittighed. Og inden han vidste Ordet af det, havde
Stemningen bredt sig som en Smitte over hele Byen. Det var,
som om der overalt fødtes en dulgt Lattermildhed i Luften, saa
snart han viste sig. Enten ban befandt sig i et Selskab, i en
Butik, eller hilste Folk paa Gaden, havde han en Fornemmelse
af, at man morede sig paa hans Bekostning og smilte til hinanden,
saa snart han vendte Ryggen til.
Den omtalte Dragon-Ritmester, der straks havde set i ham
den frygtede Rival, begyndte endog ganske aabenlyst at hovere
over ham. Ved ei stort Aftenselskab hos Apotekeren, hvor hele
Byens Honoratiores var samlet, havde han i en løftet Stemning
ved Afskeden, mens han sammen med andre af Selskabet søgte
efter sit Tøj ude i Entréen, tilsidst vendt sig om imod ham og sagt:
»Undskyld, Hr. Adjunkt! ... De skulde vel ikke have hørt
noget til min Hat?«
Andreas Ursin havde troskyldig svaret nej, da han i det
samme hos de tilstedeværende mærkede en besynderlig Uro, som
alene Ritmesterens Spørgsmaal kunde have foraarsaget. Et Par
unge Handelsherrer i Døren begyndte aabenlyst at fnise, og Damerne
fik med ét mærkelig travlt med at bukke sig ned efter deres
Galoscher og samle sammen paa deres Pakkenelliker.
Andreas Ursin bed af Klogskab sin Harme i sig, skøndt
Blodet suste ham hedt forbi Ørene; — og hele Natten laa han og
vendte sig i sinSæng og brød sit Hoved for at udfinde, hvad det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
