Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Henrik Pontoppidan: En lille By
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
6
En lille By.
lille mørkeblaa Fløjlshue, med æblerøde Einder og af Sol straalende
Øjne, indtagende selv de gamle Bondekøbmænds flintehaarde
Hjærter ved sit lille sjællandsk syngende »God Dag«, saa hun
efterhaanden var bleven alles Øjesten, Genstand for baade Kvinder
og Mænds Forgudelse, ja tilsidst, da hendes egen Moder døde, næsten
ligesom hele Byens fælles Plejebarn, som man skinsygt vogtede
overfor hinanden, for at ingen skulde tilegne sig hende helt, —
»Guldæblet« hang nu rejsefærdigt paa sin Stilk, rede til ved første
faldende Dug at sænke sig ned i den lykkelige Haand, der skulde
volde saa megen Smerte, oprive saa mange Saar, fremkalde saa
megen Misundelse og knuse saa manges Haab.
Cicilie vidste godt selv, at hendes Udviklingstid var omme,
og hun følte godt, at Høsten var nær.
Heller ikke var det hende helt fremmed, hvor fristende hun
netop nu var. Dertil havde hun allerede set for mange Øjne
stirre fulde af Appetit op paa hende — lige fra Kontoristernes i
Faderens Kontor og Ritmesterens bag Séglasset til den halvgamle,
ugifte Amtmands smaabitte Griseøjne, naar denne paa Nyaarsballet
i Klubben efter Bordet førte hende ind i den lille »Vinterhave«
bag Salen og her satte sig hos hende i den bløde Hjørnesofa
og faderlig gav sig til at lege med hendes Fingre.
Men Cecilie var mærkeligt nok ikke bleven fordærvet af
alle disse Menneskers Forkælelse, og hendes Sind var endnu ikke
blevet smittet af al det hede Begær, den sværmeriske Attraa
eller halsende Brynde, der overalt fyldte Luften omkring hende.
Hun bevægede sig muntert og sorgløst i det altsammen som en,
der, om hun blot kunde faa Lov dertil, allerhelst vilde flagre i Frihed
endnu en Stund og nyde den lette Beruselse, hvori al denne
Hyldest, denne Smiger og alle disse Blikke, der graadigt ligesom
spiste hende op, alligevel satte hende. Hun morede sig endnu som et
Barn over disse lidenskabelige Tilnærmelser, disse forfjamskede Miner
og stammende Tilstaaelser, der gjorde alle Herrerne saa komiske.
Og hun lo lige utvungent deraf, enten det var den ulykkelige
nye Provisor Spreckelsen, der af lutter Hjærtekvababbelse
regelmæssigt fik Hikke, hver Gang han saa hende, eller det var
selve Præsten, der under gammelmandssmilende, tilsyneladende
uskyldigt Kurmageri flk hende hen for sig selv i en Krog og bag
sin store blaa Brille forslugent betragtede hendes dejlige hvide
Hals, den velformede, ligesom i ungdommeligt Overmod svulmende
Buste og de nydelige smaa Øren med det lillebitte Diamantlyn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
