Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Henrik Pontoppidan: En lille By
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
7 En lille By.
i den rosenrøde Flip, — mens han med Fingerspidserne ængsteligt
og blidt klappede hende paa den blottede Underarm.
Men levede saaledes Cecilie Ankersen sorgløst i det
solbeskinnede Nu uden synderlig at bekymre sig om sin Fremtid
endsige at lægge Planer for en betryggende Fremtidslykke, saa
gjorde hendes Fader, Politimesteren, til Gengæld dette sidste for
dem begge.
Ingen skulde ellers tro, at denne forsorne Bulderbasse, der
tilsyneladende aldrig havde taget sig meget af sin Datter men
villig overladt hende til hele Byens ømme Omsorg — ingen skulde
have tænkt, at der i dette store, vinblussende Hoved virkelig
gærede Planer for Cecilies Fremtid, — endsige store og dristige
Planer, som han blot ikke havde været saa dum at betro til
nogen eller blot røbe med et Ord.
Ofte, naar han ud paa Natten, efter Hjemkomsten fra Klubben,
sad inde i sit Værelse, indhyllet i den sædvanlige uigennemtrængelige
Cigardamp og med Sodavand og Eognaksflasken foran sig, sagde
han til sig selv, endog halv højt:
»Man skal ikke være et Fæ . . . aldrig noget Fæ. . . . Naar
man en Gang har faaet saadan en Skat til Datter... til Datter...
saa skulde man hænges op i den højeste Galge, om man lod
hende stryge for den første den bedste Lømmel, der kommer
svansende med en Rose i Knaphullet. . . . Men det bliver der
heller ikke noget af, saa længe jeg sidder i Kommissionen, som
Bager Konradsen siger. . . . Jeg skal nok skaffe dig en Mand, min
Glut, som baade du og jeg kan være tjænt med. . . . For nu
maa vi holde Ørene stive, Politimester! ... Du skal se, min
Tøs, det gaar altsammen nok . . . gaar altsammen nok«.
Og mens han trøstede sig saaledes, steg et Billede frem i
Taagen for hans Blik — Amtmandens Billede, tilknappet, med
mørke Bakkenbarter, langagtigt Ansigt, lange, forlorne Tænder, et
ubarmhjærtigt Smil og smaa, koldt gennemskuende Griseøjne under
tætte, sorte Bryn.
Ogsaa Amtmanden var en forholdsvis ny Mand i den lille
By, der i det hele i den sidste Tid — ligesom ved en beregnet
kraftig Indgriben fra højere Steder — ved forskellige nye
Embeds-besættelser var bleven revet ud af sin gamle Slendrian. Han
havde endnu ikke været her et fuldt Aar, og Politimester Ankersen
havde saaledes hidtil ikke haft Lejlighed til at se ham ret mange
Gange i sit Hus. Men nu bestemte han sig til at gøre et stort
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
