Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Dr. phil. S. Schandorph: En Forlovelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Forlovelse.
117
Justitsraad — og af Toldkassereren — han var død, men var
Karamerraad, mens han levede.
Kammerjunkerinden, Byfogdens Frue, var fornøjet med den
unge Dame. Hun forstod med virkelig Takt, sagde hun til en
Jægermester, at holde sig paa sit eget. Ikke Spor af koket. Mild,
naturlig og venlig mod alle. Hun holdt sig til sine
Ungdoms-bekendte, den kønne Forstmand og den unge Student, tog mod
Hyldest af højere staaende uden Forlegenhed og uden Ubeskedenhed,
og det var Kammerjunkerinden ret kært at have husket hende.
Hun var den første i sin Kreds ligesom den lille Baronesse
Adler-krone var det i sin.
Ikke Spor af koket! Virkelig sød og pæn. Det var det
almindelige Udtryk for den tempererede, venlige Atmosfære, som
den fine Portion frembragte om den unge Dame.
Artillerilieute-nanten fremhævede, at hun havde »lært en Del«.
Fra de to unge Byesbørn, der henhørte til Embedsklassen,
udgik der en langt varmere Beundringstrang. Men de dæmpede
den al, saa længe Ballet varede, for at komme i Jævnmaal med
den fine Fests almindelige Temperatur.
Klokken blev halv tre, før Ballet endte. Vogn efter Vogn
rumlede ind og ud ad Byfogdens høje Port. Overtøjet i Gangen
susede dæmpet, naar det toges ned ad Knagerækkerne og iførtes
af Ejerne. En Vognmandskaret skulde køre den smukke Frøken
Johanne Alslev hjem. Paa hver Side af Vogntrinet stod
Forst-studerende Borch og stud. teol. Karl Hellmann. De vilde begge
hjælpe hende til Vogns.
Hun lo let og gav dem hver sin Haand og svang sig ind
i det mørke Rum, fik lige hørt et: Godnat, Frøken! fik lige set
en hvid Handske, som bevægede sig op mod en mørk Kasket
med en rund Guldlidse og et Stykke af en Guldbandeler bag en
stor mørk Kappe. Artillerilieutenanten bød hende et venligt Farvel
med en velklingende og dyb Røst.
Sneen knirkede under Skinnerne, da Vognen rullede ud af
det dæmrende Portrum og rask løb ud i den hvide Vinternat.
Maanen lavede Sølvbroderi paa Vognens Ruf og Fading, til Vognen
bråt forsvandt om et Gadehjørne.
II.
— Du, det var dog et dejligt Bal! Det er dog den bedste
Aften i mit Liv, sagde Student Hellmann til sinVen, Forstmanden Borch.
8*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
