Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Dr. phil. S. Schandorph: En Forlovelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118
En Forlovelse.
... — Har du nogensinde moret dig bedre end i Aften? ...
Fy, hvor det er glat!
— Lad os tage hinanden under Armen, sagde den unge
Forststuderende adspredt og dybt basbrummende.
Hellmann saa op paa ham og mødte et Par brune Øjne,
trofaste, troskyldige som en stor Hunds.
Det var glat. Deres høje Hæle gled under de ganske ny
Saaler paa de ganske ny lakerede Balsko, hvis Overlæder blinkede
med Sølvreflekser.
De gik Arm i Arm, mens Vogne rullede til tre Sider fra
Kammerjunkerens Port paa Hjørnet ad Torvet ad tre der
udløbende Gader.
Andreas Borch laa »paa Distrikt« hos en kongelig
Skovrider en Mil fra Byen. Men han havde Juleferie ligesom Karl
Hellmann. Og Borchs Fader, Justitsraaden, boede et Stykke
udenfor Byen, i en smuk, landlig Bolig lidt til Side for en Allé, der
fra en af Byens Udkørsler bekransede Landevejen.
De to Venner vare komne udenfor Byen ud paa den sagte
nedskraanende Vej. Paa hver Side af Alléens Træer et hvidt
Rum, halvlyst under Vintermaaned Skær, med fint varierede, halvt
skelnelige lilla, lyseblaa, bleggule Toner.
Lydene i den tavse Nat var lige saa sarte. Det knitrede i
Sneen, et af Kulden dæmpet, men dog gnistrende Liv; det knagede
sagte i Ahorn- og Rønnebærtræernes Grene langs Alléen, mens
deres Stammers tynde Isskorper glimtede ud i Natten som Glanslys
paa Broncekandelabrer.
Det var saa lyst, at man i det fjærne saa de Trægrupper,
som omgav Huse og Gaarde knejse sort op over det meget hvide.
Fjærn Hundeglam klang helt ud i Kulden, som var den fanget af
et Tæppe. Hvilken kold Stilhed, hvilket dæmpet Lys oven paa
den højttonende Dansemusik! Der laa Aaen, som beherskede hele
det snedækkede tilfrosne Engdrag vidt og bredt som en Indsø.
I Maaneglansen saås de Steder midt i Strømstriben som
havde trodset Frosten. De stirrede mørke og dog glinsende ud
mod den alt dækkende Sne, som et Par Øjne i et blegt, døende
Ansigt, Vidner om et energisk Sjæleliv trods tyngende Vaande.
Andreas Borch standsede bråt, stod stille som for at drage
Vejret dybt. Karl Hellmann slåp hans Arm. Borch lagde sin
Arm om en iskandiseret Træstamme og drog et dybt Suk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
