Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Dr. phil. S. Schandorph: En Forlovelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Forlovelse.
119
Hellmann tog fat paa samme Træstamme fra en anden
Side, sukkede ogsaa, men sagtere end sin Ven.
Maanen stod lige over deres Hoveder og beskinnede deres
Ansigter som en elektrisk Lampe. Den oplyste et smukt
regelmæssigt Ansigt, lidt blegbrunt — det saå helt hvidt ud denne
Nat — et mørkebrunt tidlig udgroet, derfor blødt krøllet Skæg
— det saå helt sort ud denne Nat — ja dæmrede over i blaat.
Disse Ting tilhørte Andreas Borch.
Den skinnede ned paa et fyldigt pigeagtigt Ansigt med
runde Kinder, paa et blondt »Kunstnerhaar« — der blev askegraat
i Maanelyset —, paa en rund stærk Hage, men den kunde ikke
flattere Skægget som paa Forstmandens — den teologiske Student
havde kun en svag Moustacce, der krummede sig langs den korte
Overlæbe og ikke aldeles dulgte et Par tykke røde Læber.
Saadan tog Karl Hellmann sig ud.
Der stod nu de to Venner, omfavnende Træets Stamme,
hver fra sin Side og lod deres Blikke svømme ud i den hvide Nat.
Andreas Borch brød først Tavsheden. Skøndt han talte
dæmpet, gjorde Stemmens Lyd Indtryk paa hans Ven, som skar
man i hans Kød:
— Du Karl . . det var en dejlig Aften! Du følger mig vel
helt hjem.
— Ja.
— Og gaar op med mig i mit Gavlkammer? Det gør ingen
Forstyrrelse. Den gamle sover i den anden Ende af Huset . . .
Jeg har Cigarer og . . . jeg tror lidt Arrak ... og Vand er der
jo altid.
— Ja — ... jeg kan hvad det skal være ... Andreas! ...
se ... du ... se. hvor det er skønt?
De standsede igen. Andreas lagde Armen om Nakken paa
Karl. Han vilde se ham stift ind i Øjnene, vilde maaske være
Undersøger, eksperimenterende Psykolog. Men Karl Hellmann
slog over i at lé og spurgte:
— Hvad glor du paa, Andreas?
— Ikke paa noget, svarede Borch. Lad os gaa videre.
Og saa gjorde de og kom ned til Universitetsforvalterens
Bolig. Den laa nedenfor Bakken. Et langt Stuehus med mange
smaa Vinduer, med en stor, nu snedækt Plæne foran, kranset af
Rim og Sne, ligesom Straataget med de halvrunde Kvistvinduer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
