Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Dr. phil. S. Schandorph: En Forlovelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Forlovelse.
137
Fru Alslev blev ræd for, at et Glimt af Johannes utilslørede
Yndigheder skulde gennemskinne Døren, men ogsaa for at hun
skulde forkøle sig. Hun raabte:
— Men sødeste Barn . . . bliv inde ... Hr. Borch —
Hr. Borch!
Kanen, som allerede var svungen halvt om standsede ved
et Ryk i Tømmen.
— Aa Hr. Borch ... Jeg skulde sige Dem ... Johanne .. .
- bliv inde ... raab gennem Døren til mig.
— Sig til Borch, at han kan køre hen og hente Hellmann
... Der er jo Plads til to bag paa Kanen.
Fru Alslev fandt, at det var en udmærket Idé af Johanne.
En ung Pige er i en anstændigere Situation naar hun er sammen
med to, end naar hun er med én Herre. Hun meddelte straks
Borch gennem Vinduet sin Datters Besked.
Andreas Borch lettede paa Peltshuen, svingede rask om, men
sagde ved sig selv: Saa for Fanden! Helst havde jeg været ene.
Men han lystrede Ordre. En god halv Time efter holdt
Kanen paa samme Sted, hvor vi først saa den. Nu stod der to
bag paa: Andreas Borch og Karl Hellmann.
Den sidste havde ingen Pels. Han stod og holdt sig ved
Sædets Rygstød, frysende om Benene gennem de sorte Benklæder
under den korte Vinterpaletot og om Hænderne gennem de brune
Skindhandsker.
Han skottede op til Vennen med det rimpudrede Skæg
Sne og Rim foragtede at indlade sig med hans blonde Antydning
af en Moustache.
Johanne kom hoppende ud med lodne Støvler, sort
Fløjlshat, Frynsekaabe, stor Boa om Halsen ... Moderen raabte
gennem Døren:
— Her er din gamle Kaabe Johanne?
— Der er Fodpose i Kanen, Fru Alslev.
Og Kanen fløj af Sted, højt klingende, mens Sneklumper
slog dumpt mod dens Svejf, og Piskens Knald smældede som
smaa Pistolskud.
VI.
Ud i Granskoven, i den store Granskov lidt fra Byen for
Kanen som en kraftig roet Baad paa stille Vand.
Det var hørt op med at sne. Solen skinnede med al den
Magt, den raadede over paa en Vinterdag.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
