Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Dr. phil. S. Schandorph: En Forlovelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
148
En Forlovelse.
— Herre Gud! Skal jeg nu ud og frie anden Gang ... uh
saadant noget Vrævl! Pyh! Det bliver endnu en Gang en
Forlovelse paa en halv Snes Aar ligesom Faderens. Og ham maatte
jeg endda tvinge til at søge det Posekiggerlevebrød her i Byen,
fordi hans »aandelige Interesser« bandt ham til København. ...
Ja, ja. Gud ske Lov, at jeg har kunnet grine ad alle Mandfolk.
Hun gik ind i sit af nyvasket, kridhvidt Tøj i Sængetæppe
og Haandklæder duftende og skinnende Sovekammer, gjorde
Toilette, mens hun mumlede med Knappenaale i Munden:
— De store er de dovne, de smaa er de forvovne.
Hun saa sig i Spejlet, snoede den ene Krølle i et kraftigt
Tag for at give den den ønskede fuldkomne Proptrækkerform, tog
Kaabe, Boa og Muffe, gemte sig i al det Loddenskab, der
dominerede hende som den store Hale et lille Egern, aabnede Døren til
Køkkenet og raabte:
— Birthe, tag rent Forklæde og det tærnede Uldshawl paa.
Du skal i Byen med mig ... Det er saa forbistret glat. Gaa bag
efter mig ... for hvis jeg falder____
— Det skal ingenlunde finde Sted, Frøken, sagde Birthe,
mens hun gjorde sig færdig i stor Hast.
— Du stinker af Tørverøg. Gaa ind i mit Soveværelse og
stænk dig med lidt Eau de Cologne ned ad Shawlet, for naar
Tørverøgsstank kommer ud i Kulden bliver den rent nedersaksisk.
— Hvis jeg altsaa falder, saa fanger du mig.
— Ja, det er bestemt, sagde Birthe.
Den lille Konventualinde satte sine smaa Hæle i Gadens
Sné med selvbevidst Myndighed, ståk sin Stumpnæse op i den
klare Frostdag, lagde sin Parasol som et Gevær i Hvil paa sin
venstre Skulder og spankede gennem Byens Gader — bestandig
midt paa Gaden, som om der ikke var Plads til hende paa
Fortovene — hilsende med korte Nik og et Udslag med Haanden
dem, der hilste hende. Den store Birthe, dødningealvorlig og med
en højtidelig Foragt overfor Mennesker og Hunde, som hun
passerede, stadig bag sin Frøken i to Skridts Afstand, havde
ogsaa Fornemmelsen af, at hun burde vise de indfødte, at hun
havde Selvfølelse. Men hun savnede en Kurv eller en anden
Genstand at bære. Nu voldte de ledige, mægtige Hænder i de
sorte Uldfingervanter hende nogen Forlegenhed.
Snart lod hun dem slapt daske ned ad sine Laar. hvad
hun fandt mindre værdigt, snart foldede hun dem over Maven,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
