Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - Dr. phil. S. Schandorph: En Forlovelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Forlovelse.
149
hvad hun fandt ubekvemt i Længden, snart satte hun den ene i
Siden og lod den anden Haand falde ned igen, det fandt hun
skabagtigt.
— Hvem der var saa modig som Frøkenen!
Se hvor Støvlehælene gaar som Trommestikker. Det lille
bitte Menneske, kunde vist tvinge hele Byen til at lystre sig, naar
hun tog sig det for. Det kommer der af at være kommen af saa
dannede Folk.
Saaledes tænkte Birthe, og da hendes Tankegang bevægede
sig i saare langsom Fart, var den ikke færdig, da Frøken Fahlgren
gjorde en Drejning i saa bråt en Vinkel, at hendes Hæle gled ...
Birthe för op fra sine Tankers Puder — tog efter sin
Frøkens Taille for at standse hende i Faldet, som der dog heldigvis
ikke blev noget af. Inde paa Fortovet udenfor Fru Alslevs
Gadedør, sagde Frøkenen til Birthe:
— Gaa ind i Køkkenet — der gennem Porten — og vent,
til jeg kommer ud igen ... Bi lidt. Ring først paa Klokken ...
jeg vil ikke svine mine Handsker til paa det gamle Jærnkram —
tag din Vante af først — kan du dog aldrig blive proper, din
Bondesidse?
Birthe, som var sig sin Properhed bevidst, blev indvendig
arrig, turde imidlertid ikke sige noget, hvorfor Fru Alslevs
Dørklokkegreb og Klokkestræng maatte undgælde for Birthes
fornærmede Stemning.
Klokkegrebet knagede, Strængen hvinede og langt bag ude
skingrede Klokken, som om den var gal.
— Klodsmalene, sagde Frøkenen til Birthe.
Inde i Stuen för Fru Alslev forfærdet sammen. Hun stod
foran Spejlet og bandt Hagesløjfen under sin Hat, paaklædt, som
hun var til at gaa i Kirke. Hun var altid færdig i god Tid,
maatte altid vente paa Johanne, som sad inde i Sovekamret og
trak Uldgamacher over sine hvide Strømper — surmulende,
langsomt — følte, at hun slet ikke var stemt til at gaa i Kirke, men
uden Kraft til at gøre Modstand mod Moderens milde, lokkende
Ihærdighed.
Hun var ved at søge at bringe Overensstemmelse med sin
fyldige Læg og den stramme Gamache — garde bas som den
kaldtes — da den stærke Klokkeklemten lød.
Den lille Dame skred ind i Stuen, den hyggelige pæne Stue
med vel megen Kakkelovnsvarme, bragte Kulde med sig, saa
10»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
