Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - A. O. E. Skram: Moderne Forfattere. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
184
Moderne Forfattere.
Skuespillet er — underligt nok, siden det er af Ibsen
— ikke særlig godt bygget, idet Gangen i Komedien og
den dermed følgende Stigning i Stemningen ikke er frembragt
ved en tilsvarende Udvikling hos Personerne fra Møde til Møde
(som i Rosmersholm), men ved tilfældige Afbrydelser, der rent
udvortes taget opsætter Løsningen. Havde Forfatteren straks ladet
sine Mennesker tale sig ud for hinanden, kunde vi lige saa godt
i anden eller tredje Akt som i femte have staaet ved Afslutningen.
Dette er saa paafaldende i Arnholms og Bolettes Forhold, at
enhver formodentlig har været opmærksom derpaa, men endog
selve Stykkets poetiske Midtpunkt, det første Møde mellem Fruen
fra Havet og den Fremmede, bliver kun til det Led i
Begivenhedernes Række, som det er, derved, at Ægtemanden kommer til
og afbryder Underholdningen. Og at Misforstaaelserne og
Uklarheden mellem Wangel og hans Hustru overhovedet kan holdes
vedlige, skyldes udelukkende de bratte Standsninger i deres
Samtaler, som Forfatteren anvender, dels ved at lade Tæppet gaa
ned og dels ved at føre andre Personer ind paa Scenen i
afgørende Øjeblikke. I sidste Akt er den vilkaarlige Sønderhugning
af Optrinene saa aabenlys, at det virker forstyrrende.
Men en endnu farligere teknisk Mangel ved Stykket er det,
at vi ikke forstaar, hvorfor Dramaet har ladet vente paa sig
indtil nu. Hvor er det muligt, at to Mennesker som Ellida og
Wangel, efter først at have været gifte i seks Aar har kunnet
leve, som de har gjort det, i tre paa fjerde Aar, uden at sige til
hinanden blot noget af alt det, de nu taler om? Men at tage
det som Udgangspunkt for et Drama, at to Ægtefolk med et
stærkt udviklet Hjærne- og Nerveliv skulde kunne tilbringe Aar
ved hinandens Side som en Ask og en EI, der blot giver lidt
gensidig Skygge eller Læ, er at begynde i den Urimelighed, at
Varme og Kulde i de menneskelige Følelser skulde kunne veksle
i et Samliv uden at sætte tydelige Mærker. Forud for den Fred,
vi nu ser, maa der have været i alt Fald delvis Ufred, og har
der været det, staar ingen af de nu givne Forudsætninger helt
ved Magt. Forholdet mellem Ægtefolkene vilde da —
sandsynligvis — have været mindre godt, men under alle
Omstændigheder betydelig klarere end nu. En nervøs Kvinde som Ellida mister
nemlig Herredømmet over sig selv, naar hun bliver vred eller
angst, og hun blotter sig. Og skulde der end, mærkelig
nok, ikke mellem Ægtefællerne have været hæftige Optrin, er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
