Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar - A. O. E. Skram: Moderne Forfattere. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
196
Moderne Forfattere.
Forkuelse, hendes forvirrede Venden tilbage til sine oprindelige
Forestillinger om at være bunden højtidelig til noget, der mulig
slet ikke er til, og Modsigelsen i hendes Følelser, der samtidig
fører hende nærmere end nogensinde til den Mand, hun fjærner
fra sig, hendes pludselige sindssyge Opskræmthed, da hendes
Drømme tilsyneladende faar Liv — alt dette samler sig til et
Billede, der i Virkning ikke er uligt det før omtalte Maleri af
Besnard: den saakaldte gule Dame.
Der er ikke Tale om, at vi her staar overfor et
Hjærne-spind af Henrik Ibsen. Vi staar over for en Sjælekundskab, der
er videre end den borgerlige, de fleste Forfattere maa lade sig
nøje med. Ibsens Digtning bærer Fejl i sit Skød, men ved denne
Lejlighed aver han dem med fast Haand. Det Lys, de andre
Personers Ord kaster ind over Hovedfiguren, er sat paa med
megen koldblodig Finhed. Vi faar ved det optrukket for vore
Øjne den smalle Streg mellem Galskab og Fornuft, som Eliidas
Tanker bestandig bevæger sig hen ad. Kraftigst virker vel i saa
Henseende Hildes Ytring til Bolette i Begyndelsen af anden Akt,
at Moderen formodentlig en skønne Dag gaar hen og bliver gal for
dem, — hendes Moder igen døde jo som gal, det véd hun,
hvorpaa Bolette som den ældre Søster afvisende svarer: »Ja, Gud véd,
hvad ikke Du har din Næse i«, et Svar, der i malende Kraft staar
jævnsides med del genialt opfattede Ord »spændende«, der nu og
da kommer igen i Hildes Mund. Men ogsaa Wangel giver os
rundelig Besked om Eliidas Sygelighed, og der kan i det hele ikke
være Tvivl om, at Forfatteren netop har villet eftergaa denne
»spændende« Linje i en Kvindes Sjæl, hvor Nervelivet stadig truer
med.Forfald, indtil der pludselig aabner sig et Tilflugtssted, hvor
der i alt Fald foreløbig er Tryghed.
I Komedien er det Ellidas Mand, Doktor Wangel, der langt
om længe viser hende denne Tilflugt, hun ubevidst altid har søgt.
Men vi andre, der ikke har gennemgaaet den samme Udvikling
som Personerne i Stykket eller som den i fremmed Land levende
Digter, maa have Lov til med nogen Undren at erfare, at der kan
ligge saa meget i dette Wangels Tilbud til Ellida om, at hun
herefter kan vælge »i Frihed og under Ansvar«. Vi er simpelthen
hele Tiden gaaet ud fra denne Forudsætning, og vi studser, da
Ellida finder »Forvandling i dette her«. Ordene blive fede i
vore Øren ved deres Selvfølgelighed, og jeg holder mig forvisset
om, at havde Henrik Ibsen haft Lejlighed til blot en eneste Gang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
