Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Kontorchef Jul. Schovelin: Literatur og Socialpolitik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
334
Literatur og Socialpolitik.
men derimod »en livskraftig Mands inderlige Loyalitet«. »Det
er blevet min Mening indtil den Dag i Dag,« siger Obersten,
»at det, som en Kvinde kan gøre Krav paa i sit
Ægteskab, det er en Mand, der omfatter hende med hele sit Begreb
om Ære, saa at hun ikke er ham en Elskerinde eller
Husholdersk» eller Carriéremagerske maaske, men hendes Sjæl og
Legeme er ham hellig, og han til enhver Tid lærer sine intimeste
Pligter overfor Mennesker i Samliv med hende og deres Børn.«
Ægteskabet er med andre Ord en social Institution, og
dens Formaal er ikke i første Række de tvende paagældende
Individers rent subjektive Livslykke, men den er Betryggelsen
af Slægtens moralske og fysiske Fremtid.
Da derimod Nora i »EtDukkehjem« forlader Manden, siger
Helmer til Slutning i sin Fortvivlelse: »Saa elsker du mig ikke
længer?« »Nej,« svarer hun, »det er just Tingen,« og
karakteristisk nok for hele Livssynet, saa er denne Erotikens Død
ogsaa for Helmer tilstrækkelig Forklaring af Bruddet og Hustruens
og Moderens Bortgang. Saa snart hendes Mangel paa Kærlighed
er bleven "ham klar, forstaar han hende. og giver i Grunden
efter. Og Børnene maa finde sig i at blive underordnet Hensynet
til Moderens individuelle Lykkekrav — hendes Brist paa Elskov
overfor Faderen er Undskyldning nok.
Da Obersten staar overfor sit Livs afgørende Valg, vælger
han i gennemført Modsætning hertil at »miste sin Hustru« og ofre
den Søn, han har »elsket højst blandt Mennesker«, til Trods for,
at han »selv gaar til Grunde derved«, til Trods for, at hans
egen personlige Lykke derved tilintetgøres.
Og han gør dette — ikke ud fra en Opdagelse af
manglende Kærlighed, men fordi han ser, at hvad han »levede paa«,
havde hans Hustru »bare levet i — det blev aldrig til nogen
Religion« for hende.
Med andre Ord: da det staar ham klart, at det ikke er
lykkedes i hans Ægteskab sammen med sin i Bund og Grund
individualistisk følende og handlende Hustru at faa oparbejdet en
Fælles-Følelse af det hellige Ansvar overfor Samfundet, som
følger af, at den nye Slægts Opdragelse først og fremmest er
Hjemmet betroet, saa forstaar han, at hans Ægteskab allerede
derved er brudt. Det er den loyale Opfyldelse af denne Pligt
med Samfundets Vel for Øje, der skulde være Ægtefællernes »kæreste
Gerning«. Kun heri er ogsaa Lykken i Ægteskabet at søge, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
