Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Cand. phil. Joh. Magnussen: Fra Shanghai til Europa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
338
Fra Shanghai til Europa. 338
ere flade og nøgne; af og til ser man lysegrønne Rismarker, men
ellers er Omgivelserne temmelig graa og trøstesløse, og da vi
nærme os Flækken Vusung ved Flodens Udløb, glæde vi os til
det dejlige Hav med den friske Nordostvind. Et Stykke ud i Havet
er dets Vand endnu lige saa gult som Flodens; men naar vi har
passeret den lille 0 Gutzlaff med Fyrtaarn og Telegrafstation,
faar Havet sin smukke, blaagrønne Farve. Snart ser man ikke
Land mere, og man begynder nu at gøre sig bekendt med den
lille Verden, i hvilken man skal leve mange Uger. Paa saa lang
en Rejse maa man ikke tænke paa Maalet, hvis man i det hele
skal finde den taalelig; man maa finde Behag i Rejsen selv, og
det er ikke vanskeligt, da selv Ensformigheden, der ikke kan
und-gaaes, har sine Ynder. Paa dette Dampskib, der tilhører Selskabet
»Les Messageries Maritimes«, kan man tilmed sagtens befinde sig
vel. Det er meget komfortabelt, Kahytterne store og lyse, Salonen
en prægtig Sal, Maden, Vinen og Opvartningen udmærket.
Nordostmonsunen blæser stærkt, denne velsignede Vind,
den eneste Lægedom mod Kliraatfeberen i Shanghai. Skibet gynger,
mange blive søsyge; de raske fryde sig ved Køligheden, og det
saa meget mere, som vi véd, vi snart skal kæmpe mod Heden
igen. Søsygens Forbud, de saakaldte violons, er allerede spændt
over Bordene i Salonen. Det er vanskeligt at holde Balancen,
medens man spiser; men naar man er søstærk, befinder man sig
særlig vel og morer sig over de blege, ynkelige Skikkelser, der
liste sig ned i Kahytterne. Især synes Japaneserne ikke at kunne
taale den stærke Gyngen. Vi havde nemlig ikke mindre end to
japanesiske Gesandtskaber om Bord. De var paa Vejen til Berlin og
London. Det var meget fornemme Folk, de skulde være dygtige,
sagde man, nogle af dem talte lidt Tysk og Engelsk; men de saa’
ud som Abekatte. Skæve Øjne, skæve Ben, evigt grinende
Ansigter, saaledes saa’ det japanesiske Fremskridtspartis
Repræsentanter ud. De var europæisk klædte og vilde gærne have
europæiske Manerer; men det lykkedes ikke altid. Ved Maaltiderne
voldte f. Eks. Gaflen dem megen Ulejlighed. Naar det endelig var
lykkedes dem at føre Maden op til Munden med dette Instrument,
maatte de i Reglen dog hjælpe til med Fingrene. Deres
Ekscel-lencer havde den fineste Plads, en Salon paa Dækket, fra hvilken
der altid udbredte sig en bedøvende Duft af stærke Parfumer; de
gode Folk overdrive altid; det kan ogsaa være, at de med denne
Vellugt vilde skjule Racelugten.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
