Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - Herman Bang: Adelaide Ristori
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
500
Adelaide Ristori.
Hun kommer fra Parlamentet. Ubemærket har hendes Tog
gennemskaaret Londons Gader, hvor ingen mere hilser hende: Sig
mig, spørger hun Burleigh, har du givet mit gode Folk Befaling
til ikke at trænge sig altfor meget sammen paa min Vej — og
til ikke at hilse mig ....
Eurleigh har intet befalet––Folkets Begejstring har altsaa
tiet om hende.
Hun skæmter i Samtalens Løb og siger: Jeg synes dog, at
jeg har jaget mere end én Flue væk fra Englands Krone.
— Ja, svarer Burleigh, derfor vil din Efterfølger modtage
den straalende.
Dette Ord »Efterfølger« er Summen af Elisabeths Lidelser:
en fremmed, som efter hende skal eje hendes Magt. Og ikke blot
er fremmed — nej hendes Dødsfjendes, Marias Søn.
»Ingen er værdigere,« siger Burleigh, »end Kongen af
Skotland.«
Det er Elisabeths Dødsdom. Og hin endeløse moralske
Dødskamp, der danner dette Skuespils Slutning, begynder. Her
dør alt, hvad hun i Livet ejede, Kvindens Forfængelighed og
Dronningens Ævne, og Menneskets sidste Haab, Haab om Naade
efter Døden, slukkes i Samvittighedens Angest.
Nu er det deres Tid, deres, som hun uretfærdig lod
myrde, — nu, hvor de bliver levende om hendes sidste Leje, og
den døende ser Jakob af Skotland med Marias lemlæstede Hoved
i sine Arme____
Nu, hvor de udraaber Marias Søn til Konge, mens Elisabeth
lever endnu.
Jo — Maria Stuart er hævnet.
––Ingen Rolle er dybere end Elisabeths præget af den
Ristoriske Ejendommelighed, at hendes Kunst’ Skikkelser er
hende levende Mennesker, som hun elsker eller hader og kalder
til Dom eller Retfærdiggørelse. Derfor var den ogsaa en af
hendes allerstørste.
Den blev det vel i de senere Aar — som allerede antydet —
ogsaa derigennem, at Ristori selv førte Elisabeths Kamp mod den
snigende Alder. Hun, hvis Kunst, der ældedes, alt mer og mer
undveg de store Centrer og søgte Krogene og de fjærneste
Breddegrader — kunde vel lægge egen Smerte over den Elisabeth, om
hvis Tog »Folket tav«.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
