Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. G. Brandes: Aristokratisk Radikalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
573 Aristokratisk Radikalisme.
kun at tænke paa det Antal af Talenter, der tidligere eller senerebede
om Pardon og gøre Filisteriet Indrømmelser for at eksistere. Men
selv hos de stærkeste røber den unyttigt oprivende Kamp med
Dannelsesfilisteriet sig i Furer og Rynker. Nietzsche citerer det
Ord af en øret Diplomat, der kun overfladisk havde set og talt
med Goethe: Voilå un homme qui a eu des grands chagrins, og
Goethes Tilføjelse, da han fortalte det til sine Venner: »Naar
Sporene af overstaaede Lidelser staa uudslettelige selv i vore
Ansigtstræk, saa er det intet Under, at alt, hvad der bliver tilovers
som Frugt af vor Stræben, bærer samme Spor.« Og dette er
Goethe, som anses for Lykkens Yndling!
Schopenhauer var som bekendt indtil i sine sidste Leveaar
en ganske ensom Mand. Ingen forstod ham, ingen leste ham.
Størstedelen af det første Oplag af hans Værk Die Welt als
Wille und Vorsteäung maatte sælges som Makulatur. Bogen
udkom 1819, og forblev tredive Aar igennem upaaagtet. Poul
Møller var en af de faa danske, der lagde Mærke til den, men
endnu i 1837 er Schopenhauers Personlighed i Danmark saa
lidet kendt, at Poul Møller (i sin Afhandling om Udødeligheden)
kalder ham. Professor i Berlin, og 1841 vederfares der
»Videnskabernes Selskab« i København det bekendte Uheld at nægte ham
sin Præmie for et af hans berømteste Arbejder.
I vore Dage er den Taine’ske Anskuelse trængt stærkt
igennem, at den store Mand er helt igennem bestemt ved
Tidsalderen, hvis Barn han er, at han ubevidst resumerer den og
bevidst bør give den Udtryk’). Men skøndt den store Mand
selvfølgelig ikke staar udenfor Historiens Gang og altid maa bygge
paa Forgængere, spirer en Idé dog altid i en enkelt eller nogle
enkelte, og disse enkelte ere ikke spredte Punkter i den
lavt-staaende Mængde, men højtbegavede, der drage Mængden til sig
og ikke drages af den. Det man kalder Tidsaanden, opstaar fra
først af i ganske faa Hjærner.
*) Disse Linjers Forfatter har ikke, som det undertiden er bleven offentligt
udtalt, gjort sig til Talsmand for denne Anskuelse, har tvært imod
bekæmpet den. Efter nogen Tids Usikkerhed udtalte jeg mig imod den
i 1870 i „Den franske Æstetik i vore Dage" S. 105. 106, senere 1884 i
en Artikel om Schopenhauer i Slutningsnumeret af „Ude og Hjemme",
endelig 1888 i Indledningen til Jubeludgaven af Holbergs Komedier.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
