Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. G. Brandes: Aristokratisk Radikalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
574
Aristokratisk Radikalisme.
Nietzsche som fra først af, vel især gennem Paavisningen
af Schopenhauer, har været stærkt opfyldt af den Sætning, at den
store Mand er ikke Tidens Barn men dens Stifbarn, fordrer af den
fremragende Opdrager, at han skal opdrage den unge imod Tiden.
Det forekorhmer ham, at den nyere Tid især har fremstillet
tre Menneskeskikkelser efter hinanden til Efterligning og Efterfølgelse.
Først Rousseaus Menneske, Titanen, der rejser sig, trykket og
bundet af de højere Kaster og i sin Nød anraaber den hellige
Natur. Saa Goethes Menneske. Ikke Werther og de beslægtede
revolutionære Skikkelser, som endnu stamme fra Rousseau, ikke
den oprindelige Faustfigur, men Faust, som han efterhaanden
udvikler sig. Han er ingen Verdensbefrier, men en Verdensbeskuer.
Han er ikke det virkende Menneske. Nietzsche minder om Jarno’s
Ord til Wilhelm Meister: »De er ærgerlig og bitter, det er godt
nok. Naar De nu en Gang kunde blive rigtig vred, da vilde det
være endnu bedre.«
Til en Gang at blive rigtig vred for at det kan blive bedre,
er det efter den trediveaarige Nietzsches Opfattelse at det
Schopenhauerske Menneske vil opmuntre. Dette Menneske tager frivilligt
den Lidelse paa sig at sige Sandheden. Dets Grundtanke er den:
Et lykkeligt Liv er umuligt; det højeste, Mennesket kan naa, er
et heroisk Liv, et, i hvilket der kæmpes med de største
Vanskeligheder for noget, som paa en eller anden Maade kommer alle
til Gode. Til det sande menneskelige løfte kun de sande
Mennesker os, de, der synes blevne til ved et Spring i Naturen, Tænkere
og Opdagere, Kunstnere og Frembringere, og de, som virke mere
ved deres Væsen end ved deres Virken: de ædle, de i stor Stil
gode, de, i hvem det godes Genius virker.
Disse Mennesker ere Historiens Formaal.
Nietzsche formulerer denne Sætning: »Menneskeheden skal
uafbrudt arbejde paa at frembringe enkelte store Mennesker —
dette og intet andet er dens Opgave«l) Det er den samme Formel
til hvilken adskillige af Samtidens aristokratiske Aander ere naaede.
Saaledes siger Renan næsten enslydende: »I en Sum er
Menneskehedens Formaal det at frembringe store Mennesker .... intet
uden store Mennesker; Frelsen vil komme fra store Mennesker.«*)
Og man ser af Flauberts Breve til George Sand, hvor overbevist
’) Unzeitgemässe Betrachtungen. Drittes Stück. S. 60.
*) Renan: Dialogues et fragments philosophiques S. 103.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
