Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. G. Brandes: Aristokratisk Radikalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
585 Aristokratisk Radikalisme.
som muligt af Livet. Rimeligvis maa man heller ikke i vore
Dage love Menneskene stærke Glæder, ifald man vil sikre dem
mod store Lidelser.
Man ser, at Nietzsche spiller Spørgsmaalet over paa det
højeste aandelige Omraade uden Hensyn til at den laveste og
mest udbredte Ulykke som Sult, legemlig Forkommenhed,
overanstrengende og nedbrydende Arbejde intet Vederlag yder i heftige
Glæder. Selv om al Nydelse købes dyrt, er det dermed ikke
givet, at al Kval afbrydes og opvejes af heftig Nyden.
I Overensstemmelse med sin aristokratiske Aandsretning
angriber ban dernæst den Benthamske Sætning: saa stor Lykke
som muligt for det størst mulige Antal! Idealet var jo egentlig
at skabe alle Menneskers Lykke. Da dette er ugørligt, formuleres
Principet som anført. Men hvorfor Lykke for det største Antal?
man kunde tænke sig: for de bedste, de ædleste, de mest geniale
og man maa have Lov til at spørge, om jævn Velstand og jævnt
Velvære er at foretrække for den Ulighed i Kaar, hvis Braad
tvinger Kulturen til stadigt at stige.
Saa læres der Uselviskhed. At være moralsk er at være
uegoistisk. Det er godt at være uselvisk, siges der. Men hvad
vil det sige: godt? Godt for hvem? Ikke for den opofrende
selv, men for Næsten. Den, der priser Uselviskhedens Dyd, priser
noget, som er et Gode for Samfundet, men skadeligt for den
enkelte. Og Næsten, som vil elskes uegennyttigt, er ikke selv
uegennyttig. Det er Grundmodsigelsen i denne Moral, at den
fordrer og anbefaler en Forsagen af Jeget, som finder Sted til
Bedste for et andet Jeg.
Det væsenlige og uvurderlige ved al Moral er for Nietzsche
fra først af blot dette, at den er en langvarig Tvang. Som
Sproget vinder Styrke og Frihed ved den metriske Tvang, som
alt hvad der findes af Frihed og Finhed i bildende Kunst, Musik,
Dans o. s. v. er blevet til i Kraft af vilkaarlige Love, saaledes
naar ogsaa Menneskenaturen kun under Tvang sin Udvikling. Der
gøres ikke derved Vold paa Naturen; det er selve Naturen.
Det væsenlige er, at der lydes, længe og i én Retning.
Du skal adlyde, en eller anden, et eller andet, og længe - ellers
gaar du til Grunde, dette synes at være Naturens moralske Bud,
der ganske vist ikke er kategorisk (som Kant mente), ikke heller
vender sig til de enkelte (Naturen bryder sig ikke om de enkelte),
men som synes henvendt til Folkeslag, Stænder, Tidsaldre, Racer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
