Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Dr. phil. G. Brandes: Aristokratisk Radikalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
586
Aristokratisk Radikalisme.
ja til Menneskeheden. Al den Moral derimod, som henvender sig
til den enkelte Person til dens eget Bedste, for dens Velfærds
Skyld, bliver for denne Grundsynsmaade ikke andet end Husraad
og Klogskabsregler, Recepter mod Lidenskaber, der kunde ville
slaa sig løs, og al denne Moral er i sin Form urimelig, fordi den
henvender sig til alle og almindeliggør hvad der ikke lader sig
almindeliggøre. Kant gav med sit ubetingede Imperativ en
Rettesnor. Men denne Rettesnor er bristet i vore Hænder. Det nytter
ikke at sige til os: Handl som andre i dette Tilfælde burde
handle. Ti vi vide, at der ikke gives eller kan gives éns
Handlinger, men at enhver Handling er enestaaende i sin Art, saa at
alle Forskrifter kun gaa paa Handlingens grove Ydersider.
Men Samvittighedens Stemme og Dom? Vanskeligheden er,
at vi have en Samvittighed bag vor Samvittighed, en intellektuel
bag den moralske. Vi indse, at N. N.s Samvittigheds Dom har
en Forhistorie i hans Drifter, Sympatier, Antipatier, Erfaringer
eller Mangel paa Erfaring. Vi indse ret vel, at vore Meninger om
det ædle og gode, vore moralske Værdsættelser ere kraftige
Løftestænger, naar det gælder Handling, men vi maa begynde
med at lutre disse Meninger og selvstændigt skabe os nye
Værdi-Tavler.
Og hvad Morallærernes Præken Moral for alle angaar, saa
er den ganske lige saa tom som de selskabelige Individers moralske
Sladder om hverandre indbyrdes. Nietzsche giver Morallærerne
det gode Raad, at de hellere end at opdrage paa Slægten skulde
gøre som Pædagogerne i det syttende og attende Aarhundrede,
der samlede deres Kraft paa at opdrage et enkelt Menneske. Men
i Reglen er Moralskraalhalsene selv ganske uopdragne Mennesker,
og deres Børn hæve sig sjældent over den moralske
Middelmaadighed.
Den, der føler, at han i sit inderste Væsen er
usammenlignelig med andre, han vil være sin egen Lovgiver. Ti ét er
fornødent: at give sin Karakter Stil. Denne Kunst øves af den, der
med Blik for sin Naturs stærke og svage Sider, fjærner et og andet
af sin oprindelige Natur, dernæst ved daglig Øvelse og tilkæmpet
Vane tilføjer adskilligt, saa det bliver ham til anden Natur, altsaa
underkaster sig en Tvang for efterhaanden helt at bøje sit Væsen
under sin egen Lov. Kun saaledes opnaar et Menneske Tilfredshed
med sig selv, og kun saaledes bliver det udholdeligt for andre.
De utilfredse og mislykkede hævne sig nemlig i Reglen altid paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
