Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Holger Drachmann: Den sidste Dag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
618
Den sidste Dag.
legemlig Gerning, Selvfornyelse for Sjæl og Legem; intet Slid paa
Nerveapparatet alene; ingen Hallucinationer mere!
Ah! det friskede. Og jeg rejste mig, for atter at gaa hjem,
tale fornuftigt med min Hustru om »Tilfældet«, lege med Børnene,
spise Frokost ...
En gammel, meget gammel Kone, som med sin Rive i
Haanden var kommen lige i Nærheden af mig, vendte sig om og
saa’ paa mig. Under et grovt Hovedklæde af ubestemmelig Farve
saa’ jeg ind i et Ansigt, der var lutter gulbrunt, rynket Skind
over Knogler. Underkæven mimrede mod Overkæven; Haanden,
der omfattede Riven, syntes en Fugleklo, saa tør, saa vissen var
den. Og Øjnene laa saa dybt inde i Hovedet, at det var, som om
to tomme Huler saa’ ud paa mig! ...
Jeg skreg næsten, veg til Side, gjorde en stor Bue ind over
Græsplænen, snublede over en Rive, som forekom mig at være en
Le, en blinkende, rustplettet Klinge, der krummede sig imod mig
og vilde afmeje mine Fødder. Jeg gav mig til at løbe, kom ud
af Haven, sprang ind i en Sporvogn. Jeg syntes, at det skulde
være godt at sidde blandt rigtige Mennesker; men snart fandt jeg,
at den kvalme, støvede Luft i Vognen, og alle disse Blikke, der
alle syntes at stirre paa mig alene, virkede rent ud hidsende.
Vognen standsede ved Begyndelsen af den lange, snævre
Færsels-gade. Folk steg ud; jeg med; enhver havde sit at skøtte; hvad
havde jeg? —
Den ubegribelige og ugengivelige Rastløshed i mig og den
uovervindelige Fornemmelse af Angest gjorde, at jeg følte mig
ligesom søsyg. Om Bord, til Søs, har jeg ikke kendt denne Lidelse.
Nu fornam jeg, hvorledes Knæerne skælvede under mig; kold Sved
stod paa Panden, det kvalmede mig ... jeg mærkede, at jeg blev
bleg, og Folk saa’ paa mig. En medlidende Fodgænger, en venlig
gammel Herre, tog mig ved Armen og spurgte, om han skulde
hjælpe mig ? Jeg stirrede paa ham ... og atter saa’ jeg ind i de
to, tomme Øjenhuler, hvorfra det isnende Blik mødte mig:
Hold dig færdig ...!
Jeg stønnede, gjorde min Arm fri, vaklede et lille Stykke
langs Husrækken, og traadte mekanisk ind ad en Butiksdør, som
aabnede sig efter en Kunde.
Det var en Boglade. Jeg kendte lidt til Ejeren, en yngre
Mand, der nylig havde begyndt Forretningen. Jeg fandt en Stol,
satte mig, bad om et Glas Vand; jeg var pludselig bleven grebet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
