Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Holger Drachmann: Den sidste Dag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
614 Den sidst.® Dag.
vort Liv afsluttes — vi slynges ud i det store uvisse . . . men
Opvarteren er den samme; lige pomadiseret uforstyrrelig, lige
tilsyneladende øm overfor vor Ganes og vore Mavers Fordringer,
noterer han os for den Sneppe, som vi maaske knap har fordøjet,
inden Døden allerede ...
Hu ha! Nu var det der igen. Jeg gik hastigt igennem
Værelserne uden at se mig om. Opvarteren efter mig.
Undskyld! Hvilken Vin? ...
En god Flaske Vin! svarede jeg vredt. Lad mig blot i
Fied! -
Saa tager vi Mærket fra sidst — Clos Vougeot! sagde han
bukkende, idet han med et fint, næsten umærkeligt Smil lod mig
forstaa, at selv om jeg havde glemt ham i Mellemtiden, saa
huskede han mig.
Jeg kastede mig ned i den polstrede Plyches Sofa. Jeg
angrede allerede, at jeg var her. Denne hæslige, fade
Restaura-tionspynt — Ol jetryk i pretentiøse Rammer — et Spejl, hvori man
bliver aflang og blaa i Ansigtet, eller et, hvori man bliver
plus-kævet som en Cretiner. Lugt af gammel Cigarretrøg — med
Tanken paa Ungkarlegilder. Det er, som holdtes der et
Synderegister — afbrudt af ganske enkelte harmløse Øjeblikke — op
for ens Syn. Jeg kneb Læberne sammen og sagde: Hvor det dog
er frækt af dig, at sidde her ... og hvor det er fejgt af dig, ikke
at gaa hjem!
Men — jeg var sulten. Min Mave fordrede sin Ret. Det
er ganske fejlagtigt, naar man tror — eller naar man skriver —
at Sindsbevægelser ødelægger Appetiten. De skærper den tvært
imod. Og dér kom Suppen ... og det Glas Vin smagte ... med
ristet Oksemarv paa en Skive Brød!
Jeg havde faaet Suppen og var ved Fisken, da Døren
aabnedes. Ærgerligt saa’ jeg i Vejret, og uvilkaarligt udbrød jeg:
Nej er det dig? Hvor kommer du her? ...
Lige omtrent fra Kabylerne — fra l’Algérie! Er du alene
— maa jeg sidde hos ? ...
Det var en Ungdomsbekendt, en Officer — en virkelig
Krigsmand. Ikke blot Sabelhugget over det brune Ansigt sagde
det; men hele den slanke, middelstore, spænstige Skikkelse — en
prøvet Konstitution, en sorgløs-intelligent Alvor — fortalte om
Oplevelser, der ikke er Garnisonsæventyr. Vi trykkede hinandens
Hænder; jeg saa’ beundrende, lidt misundelig paa ham; han saa’
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
