Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Herman Bang: En dejlig Dag. Fortælling fra en Krog i Livet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Einmeline lyste Madam Brofeld. Selv blev Fru Etvøs i det
kolde Køkken — hun sad og græd paa en gammel’Blok ved det
kolde Ildsted.
Saa kom der nogen listende i Mørket.
Det var Emmeline — hun stod lidt ved Siden af den grædende
Moder i Mørket. Saa tog hun hende ned om Hovedet:
— Moer, hviskede hun: hvorfor skal vi dog ha’e de fremmede.
Og hun begyndte selv at græde, ganske stille.
Fru Etvøs tog Hænderne bort fra sit Ansigt:
— Hys, sagde hun, jeg hører Fa’er; og de gik ind.
Etvøs var let at høre, for han raabte gennem alle Stuer,
mens han løb op og ned, saa Benklæderne slubrede:
— Jo, de kommer, de kommer, sagde han, som om han
indtil nu havde tvivlet paa Underet: jeg har været deroppe —
hos hende, sagde han og ligesom sænkede Stemmen.
— Men, Etvøs____
— De bad mig, de bad mig jo, min Pige, værgede Etvøs
for sig.
— Men, Adolfa, saa hun spillede, sagde han pludselig i en
helt anden Tone og satte sig, overskrævs paa en Stol, med den
graasprængte Manke frem, som hørte han Musiken endnu_________
Etvøs havde oppe paa Hotellet hos Fru Simonin — midt
mellem Peltse og Kufferter og et halvfortæret Maaltid og Kasser —
siddet og hørt paa med Øjne, som hos en hungrig Hund.
— De holder af Musik? havde hun sagt, mens hendes
Fingre løb fra Skalaer til Lisztstumper.
Han kun nikkede, med Øjnene paa hendes Ansigt.
Hun lo, mens Fingrene fløj, og Tenoristen pakkede
Slæbkjoler ud og bredte Skørter over Stolene og fandt Tøfler
indpakkede i Laurbærkransbaand ... Hun faldt ind i en March
og tog Finalen for at prøve Armene efter Rejsen;
— Hat nichts gelitten, sagde hun veltilfreds om Bechsteineren
og lod Hænderne falde ned i sit Skød.
— Sie lieben das? sagde hun saa med al sin godmodige
Ligegyldighed og slog Knæerne sammen under Kjolen, mens hun
vendte sig paa Stolen og saa Elvøs — hun havde ganske glemt ham.
Adjunkten sad ubevægelig midt mellem Peltse og
Slæbeskørter — de stride Taarer løb ned ad hans Kinder.
... Fru Etvøs var ikke oplagt til at dele Begejstring. Hun
sagde kun:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
