Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - E. Skram: Moderne Forfattere. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dage. Man læste ham i Oversættelser, og uagtet han altsaa ikke
gennem sin Stil kunde træde Læseren personlig i Møde, virkede
han dog saa dybt som nogen anden. Turgenjev har sejret paa
den kunstneriske Løbebane, skøndt han havde en Kugle ved Foden,
har triumferet paa den store Arena, skøndt han kæmpede med et
Sværd uden Od. Han har givet Billeder fra Skoven og Steppen,
fra Vaar og Høst, fra alle Stænder og Samfundsklasser og
Dannelsestrin i Rusland. Han har givet en hel Menneskeraces
rige Psykologi, og har givet den med dybt bevæget Sind, uden
at Sindsbevægelsen nogensinde plumrer Fremstillingens
gennemsigtige Klarhed.
Der strømmede en bred Bølge af Melankoli gennem
Tur-genjevs Sind, og derfor strømmer den gennem hans Bøger. Men
aldrig giver Turgenjev sig helt hen i Følelsen; det er ved buriden
Følelse han virker; ingen vesteuropæisk Fortæller er dog saa vemodig
som han. Alle de nyere russiske Poeter af Rang er Melankolikere.
Men hos Turgenjev er Melankolien Tænkerens, der har forstaaet,
at alle Menneskehedens Idealer er Naturen ligegyldige. Og Brandes
minder om, at Turgenjev i Senilia har fremstillet Naturen som en
Kvinde, der er fortabt i Grublen over Loppens Stilling i Verden.
Naar Gogol er melankolsk, er det, fordi han er indigneret, naar
Dostojevski er det, beror det paa, at han smelter hen i Medfølelse
med de uvidende og oversete, med de helgenagtige og næsten
endnu mere med Syndere og Synderinder; Tolstojs Melankoli har
sin Grund i hans religiøse Fanatisme. Turgenjev ene er Filosof.
Men hans Melankoli var tillige Patriotens. Han sørgede over sit
Fædreland og mistvivlede om det, idet han ikke delte sine naivere
og mere uvidende Landsmænds Begejstring for det russiske Folk
som saadant. Han fandt ikke dets Fortid stor.
Fra først af var han Byronianer og Romantiker, men
Bjelinski førte ham paa rette Vej, og han gengav da (i Slutningen
af Fyrrerne og i Begyndelsen af Halvtredserne) hvad han kendte
til Bunds: russisk Natur og Folkeliv, og gav sin Harme over
Livegenskabet Udtryk i de Former, Censuren tilstedte. Denne har
sikkert haft en gavnlig Indflydelse paa hans Talent ved at udvikle
det fornemme og diskrete deri. Han har elsket den
Menneskerace, om hvilken han tænkte saa ringe. Hans Grundfølelse er den
smertebevægede, stærktblandede hos Tilskueren ved et Skibbrud,
for hvilket denne maa give de strandede selv den største Del af
Skylden. Han var en Verdensmand, og man føler bag hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
