Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - E. Skram: Moderne Forfattere. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
givenhed, der efter Benaadningen foranledigede ham til at tage
blivende Ophold udenfor sit Fædreland, og det var det sidste
livsvarige Forhold, det rimeligvis for en stor Del skyldes, at
Tur-genjev, i hvem Viljeselementet var svagt udviklet, hele sit Liv
igennem blev sin Ungdoms gammelliberale Overbevisning tro, og
at han skøndt bunden til Tyskland ved mange Baand indordnede
sig nøje under fransk Kultur. Hans Forhold til Fru Viardot var
den lidenskabeligste Hengivenheds og Beundrings. Han kunde
ikke undvære hende og overvejede et hvilket som helst Anliggende
med hende, bun var Herskerinden over hans Liv, og han var
lykkelig ved at lade sig regere. Hun synes at have været den
eneste Kvinde af Betydning i hans Liv, idet hans Elskerinde i
nogle Aar den smukke Livegne Avdotja, hvem det ikke var muligt
at bibringe Læsekunstens Hemmeligheder, i alt Fald senere
fuldstændig forsvandt for ham. Han var ren indtil Zarthed, men
blød og ubestemt, og har rimeligvis som ung ikke behøvet at gaa
langt for at ånde Modellen til enkelte Karaktertræk hos Rudin.
1 god Overensstemmelse med Viljens ringe Fremtræden i
Tur-genjevs Karakter staar, at han som Digter frembragte med
søvngængeragtig Sikkerhed. Han er besat af sine Personer.
Medens nu i Reglen for Digteren Hovedopgaven er at holde
Karakteren og lade den undgaa Selvmodsigelse, bestaar Turgenjevs
ypperste Karakterer af Selvmodsigelser. Han har forstaaet at
behandle Inkonsekvensen som Grund-Karaktertræk, uden at Karakteren
opløses derved1). Mænd med faste Hjærter og kraftige Viljer
forekommer ikke blandt Turgenjevs Forgrundsfigurer i hans yngre
Aar, og vil han skildre en Mand, der helt er Mand, vælger han
for at beskæmme sine Landsmænd en fremmed: Bulgareren Insarov
(i Helme). Det var først i Fcedre og Sønner (1861), at Turgenjev
gav en typisk Fremstilling af russisk Karakterstyrke og aandelig
Overlegenhed. Bazårovs Skikkelse, hvortil Turgenjev havde faaet
Ideen paa en Rejse ved et kort Bekendtskab med en ung russisk
Læge, indførte »Nigilismen« i den skønne Literatur; Bogen blev
’) Brandes synes her at overse, al dette er et Fællestræk for de moderne
russiske Forfattere. I Vesteuropas Literaturer gøres der Undskyldninger
og opfindes der Forklaringer, naar Personerne ikke er i Overensstemmelse
med de givne Forudsætninger, i Rusland betragter man alle de
tilsyneladende Modsigelser, Karaktererne er sammensatte af, som selvfølgelige,
og spilder ikke et Ord paa deres Forklaring.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
