Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - E. Skram: Moderne Forfattere. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
saa paa taabelig Maade Genstand for de lidenskabeligste Angreb
fra de radikale Føreres Side. Røg (1867) var et Slag rettet mod
Slavofilerne, og i Fortællingen bliver visse russiske
Kvasirefor-matorer kastet til Side med en Haan, der genkalder for en Nordbo
Ibsens Behandlingsmaade af Stræberne blandt hans Landsmænd.
Men i Ny Jord (1877) afslutter Turgenjev sin Samfundskritik ved
med dyb Retfærdighed at skifte Sol og Vind lige mellem Stænder’
og Slægtled i sit Hjemland.
De sidste tyve Aar af sit Liv tilbragte Turgenjev afvekslende
i Tyskland og Frankrig, hvor han levede paa fortrolig Fod med
den Kreds af Forfattere, der samledes om Flaubert. Til hans
eget Land var Forholdet vekslende, hans sidste Besøg i Rusland
blev dog en Art Triumftog. Jo varmere han blev hyldet, des
mere voksede imidlertid den russiske Regerings Misstemning imod
ham, hvilket lagde sig kraftig for Dagen ved hans Død. I Stilhed,
næsten som en Forbryder, blev den Mand jordet, der i den nyere
Tid havde bragt Ruslands Navn videst om.
Den civiliserede Verdens ærefrygtsfulde Beundring har ikke
splittet Turgenjevs Sørgmodighed. Den beundringsværdige Samling
Prosadigte Senilia fra hans seneste Aar indeholder ligesom en endnu
dybere Melankoli end hans Ungdomsarbejder. Der er her fortalt
en Scene, hvor Turgenjev paa en ensom Overfart fra Hamborg
til London sidder i timevis med en stakkels, lille, forknyt og
lænkebunden Hunabes Haand i sin — Geniet, hvis Aand havde
ransaget Universet, Haand i Haand med det lille menneskelignende
Dyr, som to gode Slægtninge, to Børn af samme Moder — der
er mere sand Opbyggelse deri end i nogen Opbyggelsesbog. Og
Brandes slutter med at anføre Turgenjevs Parabel om Festen hos
Vorherre, hvor alle Dyderne var indbudte, og hvor de to smukke
Damer Velgørenheden og Taknemligheden for første Gang siden
Verdens Skabelse møder hinanden. Hvilken Vemod i Viddet og
Bitterheden!
— Hvis man af dette Sammendrag, af hvad Brandes i
strømmende Udvikling giver paa fyrretyve Sider, har faaet Indtryk
af Skønhed, af Liv, af Varme og Overlegenhed, saa har man
Begyndelsen til en Forstaaelse af det, den nuværende Slægt skylder
Brandes. Man havde Kritik før ham og ogsaa en Art Begriben
af Literatur, men man vidste ikke, hvor den skønne Literatur
kom fra. Man tænkte sig paa dunkel Maade en Spaltning i
Tilværelsen, hvor Livet laa til højre og Kunsten til venstre, og
51*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
