Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Professor H. Høffding: Demokratisk Radikalisme. En Indsigelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Stormennesker her udtale, stemmer ganske med hvad
Udviklingslæren fører til at antage. Det store vokser ud af det smaa, og
for at omsætte sin store Kraft til virkeligt Arbejde, behøver det
atter Modtagelighed og Ævne til Medvirken fra det smaas Side.1)
Det gaar desuden med de store, som med os alle: de have
deres Dyders Fejl, og Fejlene vokse endda ofte i højere Grad end
Dyderne. Det er nu én Gang saa, at Kraft og Flersidighed i
Regelen udelukke hinanden; Idealet er at forbinde begge, men i
Virkeligheden naas det kun i ufuldkommen Grad. En kraftig
Ensidighed betegner Storheden hos de fleste, der fortjæne Navn
af store. Hvis nu Slægtens Liv i det hele ikke ogsaa skal blive
ensidigt, og derved i Længden forkvakles, maa Stormenneskenes
Virksomhed suppleres. Der maa være en Modvægt imod dem, for
at der ikke skal blive for mange Kopier af dem. Det er derfor
af Vigtighed, at man ikke abdicerer oyerfor dem, at der ingen
Kultus etableres overfor dem, men at den Anerkendelse, der bliver
dem til Del, udspringer af en kraftig Selvstændighed og Selvfølelse,
endog hos dem, der skylde dem mest. Men det udelukkes, naar
man sætter Maalet kun i dem, ikke i noget som helst af de
andre »Eksemplarer«. —
Vi nødes da til at opgive den aristokratiske Radikalisme
og gaa over til den demokratiske Radikalisme, der hævder,
at det sidste Maal maa være Udviklingen af Velfærd (i Betydning
af den til sund og kraftig Livsvirksomhed knyttede Lystfølelse)
hos alle. Saa snart blot nogle staa tomhændede tilbage, er
Maalet ikke naaet. Og selv om Flertallets Velfærd opnaas, er det
dog en Ufuldkommenhed, ofte en skærende Mislyd, der ikke maa
overhøres, naar det sker med Lidelse for et Mindretal.
Man behøver ikke at frygte, at Middelmaadighed eller
Ensformighed skal blive Følgen heraf. Det er netop en af
Grundbetingelserne for Slægtens Velfærd, at der findes en høj Grad af
individuelle Forskelligheder indenfor den. Det er endog en
Betingelse for dens blotte Bestaaen, som Darwin har paavist. Variering
er en Nødvendighed for, at en Art kan bestaa, naar den er naaet
til en vis Udvikling og Talrighed. Jo mere forskellige dens Individer * i
*) I „Study of Sociology* giver Herbert Spencer en Kritik af
Overvurderingen af de store Mænd. Darwin sluttede sig ganske til ham, og skrev
i Brev til ham: „Jeg har aldrig troet paa store Mænds herskende Ind:
flydelse paa Verdens Fremgang’. (Life and Letters. III p. 165).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
