Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Professor H. Høffding: Demokratisk Radikalisme. En Indsigelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Der maa være Grundlæggere, Ledere og Ordførere. Der maa være
dem, der undfange de nye Tanker og give Stødet til de nye
Værker. Hvad Demokratiet vil, er netop, at det Aristokrati, som
ikke kan undværes, virkeligt bliver et Aandsaristokrati, — at dets
aandelige Overlegenhed mere og mere kan komme til at træde i
Stedet for den paa ydre Midler grundede Forrang. Dette Maal
(som dog selv igen tillige er et Middel) nærmer det sig til ved at
skaffe gunstige Livsbetingelser for saa mange som muligt. Derved
forøges, som vi have set, ikke blot Muligheden for, at der kan
opstaa Stormennesker, men ogsaa for, at de kunne finde den
Anerkendelse, Tilslutning og Modvægt, uden hvilke deres Virken
ikke bliver frugtbar og gavnlig. Et virkeligt Aandsaristokrati vil
ogsaa selv have Følelsen af ikke at være det sidste Maal, men at
være et Redskab. Det højeste er at være den store Tjæner.
Det gamle Ord beholder sin Sandhed (det er jo ogsaa sagt af et
Stormenneske): »Den iblandt eder, som vil være stor, skal være
de andres Tjæner«. Æren er den, at være det store Middel, at
være meget for de mange — hvad enten disse vide af det eller ikke.
Det er vistnok en rent æstetisk Tendens, der fører til
Overvurderingen af de store Mennesker. Man beundrer den store
Kraftudfoldelse, det vældige Stød, den Afstand, der synes at være
mellem dem og de fleste andre Mennesker, den Hensynsløshed,
med hvilken de i deres Sags Tjæneste gaa frem. Beundringen
fører let til, at disse Ting, især Hensynsløsheden, prises i og for
sig. Ved den æstetiske Vurdering tage vi den enkelte Person
eller Egenskab ud af dens Sammenhæng; vi se navnlig bort fra
dens praktiske Virkninger. Richard IIIs hensynsløse Grusomhed
betragte vi æstetisk blot som en Kraftudfoldelse, som Udslag af en
stor Lidenskab, der løber Linen ud. Gør man en saadan
Betragtnings-maade til den eneste, er det intet Under, at man kommer til den
aristokratiske Radikalisme, skøndt ogsaa det ringe og det begrænsede,
det enfoldige og det stille har sin æstetiske Værdi og sin Tiltrækning.
I en vis Forstand gør alligevel Æstetikeren de store Mennesker
(og de store Uhyrer) til Midler, nemlig til Midler for sin egen
æstetiske Nydelse. Det er jo ogsaa særligt af Hensyn til vor
Skøn-literatur, at Artiklens Forfatter anbefaler Studiet af Nietsches
Skrifter saa indtrængende. Om Gavnligheden heraf tiltror jeg mig
ikke nogen Dom; Literaturhistorien frembyder mange Eksempler
paa, at Bekendtskabet med en Forfatter har medført Virkninger,
som netop danne en Kontrast til hans egen Retning. Jeg kan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
