Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Professor H. Høffding: Demokratisk Radikalisme. En Indsigelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
dog ikke tro, at vor Literatur ikke skulde kunne faa det kraftige
Stød, den maaske trænger til, uden at der samtidig stødes an
mod simple Sandheder og mod Principer, man ikke kan modsige,
uden at modsige sig selv. Jeg tror, at baade Kunsten og Livet
udvikle sig sundest og klarest uden for mange Forvridninger og
Raffinementer. —
At de store Mennesker ere store ved at være de store
Midler, ses ogsaa deraf, at det meget ofte var heldigst, om de
ikke havde været nødvendige. Dette gælder i høj Grad om den
af Nietsche beundrede Napoleon. Men det gælder ogsaa om den
af Georg Brandes med større Ret beundrede Cæsar. Om denne
hedder det: »Han [Cæsar], efter hvem al højeste Magt endnu
den Dag i Dag bærer Navn, kunde alt, vidste og kendte alt,
hvad en Hærfører og Hersker af højeste Rang maa kunne og
kende« (p. 596). Men den egentlige Motivering af Beundringen
maa søges i følgende Sætning: »For alle Fremskridt, der lode sig
udføre i hine Dage, var hans Liv en Borgen« (p. 597). — Er
det dog ikke en sørgelig Tid, hvor en enkelt Mand, selv om det
er en Cæsar, er eneste Borgen for Fremskridtet? Det var en Tid,
hvor Menneskene kun længtes efter Ro, Fred og Trøst. Man
havde mistet Tilliden til egen Kraft, til egen Ævne til at føre Livet
paa en selvstændig Maade. Man saa opad, — opad til de enkelte
store Magthavere, der benyttede den almindelige Slaphed til at
herske paa Jorden, eller opad til overnaturlige Magter, som
forkyndtes af Kristendommen og de andre Religioner, der paa denne
Tid trængte frem fra Orienten. At Cæsar kunde blive Fremskridtets
eneste Borgen, havde en lignende Aarsag, som at saa mange
opgav Troen paa det naturlige Menneskeliv og opsøgte en
overnaturlig »Borgen«. Tidsalderens Præg fremtræder i begge
Henseender som det samme. Men havde det ikke været lykkeligere,
om Livet havde udviklet sig saaledes, at Kraften og Modet vare
bievne holdt oppe, saa at man hverken i borgerlig eller i
etiskreligiøs Henseende havde opgivet sig selv? — Jo mere det lykkes
at indpode Menneskene den Tro, at de allerfleste af dem intet
ere værd, — at de kun ere »Kopier, Modstand eller Redskab«, —
des mere vil ganske vist Trangen til en Cæsar vokse. Men det
vil da ogsaa gaa, som det gik Cæsar. Det ædle Ideal, som man
har ment stod for hans Tanke: at være Lederen for de mange
frie Mænd, kunde han ikke virkeliggøre. Mommsen siger om
ham: »Fra sin tidlige Ungdom var Cæsar Statsmand i Ordets
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
