Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Professor H. Høffding: Demokratisk Radikalisme. En Indsigelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
dybeste Betydning, og hans Maal det højeste, som det er givet
Mennesket at sætte sig: den politiske, militære, aandelige og
sædelige Genfødelse af den dybt sunkne romerske og den endnu
dybere sunkne helleniske Nation«. Mod dette Maal skal han have
styret baade som Demagog, og som Usurpator. Men uagtet han (efler
den anførte Historieskrivers Udsagn) »maaske er den eneste blandt
de vældige for Herren, der hverken i stort eller smaat
nogensinde har handlet efter Lune og Tilbøjelighed, men uden
Undtagelse efter sin Regentpligt« [altsaa som den store Tjæner; ellers
kunde han ikke have Pligter], saa naaede han dog ikke Maalet.
Hvad han grundlagde, var og blev, som Kejserhistorien viser, et
Tyranni, efter Omstændighederne velmenende eller grusomt. Ingen
Livsspirer udstrøedes, og de forhaandenværende kvaltes efterhaanden.
Derfor afslutter ogsaa Mommsen, der dog i Cæsar ser en
»ubeskrivelig« [!] Storhed, sin Vurdering af ham med Ord, der kunne
tjæne som Motto for den hele Betragtning, jeg har søgt at gøre
gældende: »Efter samme Naturlov, ifølge hvilken den simpleste
Organisme er uendeligt mere end den kunstigste Maskine, er ogsaa
enhver nok saa mangelfuld Forfatning, der yder Spillerum for
et Flertal af Borgeres frie Selvbestemmelse, uendeligt
mere end den mest geniale og humane Absolutisme; ti hin er i
Stand til Udvikling, altsaa levende; denne er hvad den er, altsaa
død«. — Man s» her Forskellen mellem en Æstetikers og en
Historikers Vurdering.
Dr. Brandes skelner mellem to Klasser af revolutionære
Aander, af hvilke den ene føler sig tiltrukken af Cæsar, den anden
af Brutus. Skulde der ikke kunne gives en tredje Klasse, der
hverken i Usurpatoren eller i den sidste Repræsentant for Roms
udartede Aristokrati finder den højeste Storhed, og som netop
finder hin Tid saa ulykkelig, fordi man kun havde Valget mellem
disse to? —
Det virkeligt grundlæggende fandtes ved Oldtidens Slutning
snarest i det, som bevægede sig i den store Masse, hos de mange
smaa, de foragtede og de lidende. Her kom noget frem, som
viste sig at have mere Livskraft i sig end Gæsars Værk. Af
Askesens, Dogmatismens og Overtroens Svøb har der udviklet sig
paa den ene Side en Selvfølelse, en Folelse af Værd selv hos det
ringeste Menneske, en Følge af den Vægt, Kristendommen lagde
paa hvert enkelt Menneskes Sjæl og dens Frelse, paa den anden
Side en inderligere og mere omfattende Menneskelighedsfølelse end
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
