Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Nils Erdmann: Den moderne svenske Literaturs Folketyper, Folkeliv og Folkelivsskildrere. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kommer Grundejeren og sætter Foden paa hans Nakke ved at
forøge Afgiften med en Arbejdsdag til om Ugen, ti saa snart
Husmanden ikke mere sulter, anses det som et sikkert Bevis paa,
at Ejeren bliver bedragen.« Til dette Billede kommer han ofte
tilbage, ogsaa naar han skildrer Udvandreren, der forlader sin Hytte.
Men til Trods for det Mørke, der ligger over hans
Skildringer, skimter han dog et Lys, naar Lokomotivet iler forbi. Ti
med det kommer det nye, den nye Tids Ideer, Lighedens,
Broderskabets og Menneskekærlighedens Tid, og dens Lys skinner saa
klart, saa varmende og mildt, at Jöns Husmand føler, at nu er
det gamle forbi, at en ny Tid er paa Vej baade til
Husmandshytten og til Bondens Hjem.
Hedenstierna tegner Smaalændingen, Geijerstam
Skær-gaardsbonden. Geijerstam er i Almindelighed mere tør, uden
Humor, og han giver sine Billeder en graa og mørk Farve, en
Tone, som i Begyndelsen er noget ensformig og tung, men som
snart viser sig at være selve Livets Tone, Atmosfæren i de Motiver,
han vælger tor sin Digtning. Det er Livets egen ensformige og
graalige Hverdagsfarve. Dag efter Dag gaar hen med sit
Hverdags-slid og sin Prosa. Kampen kæmpes saa stille ude paa Marken
eller i Baaden, og en ubestemt Pessimisme trykker sit Stempel
paa hele Tilværelsen. Historien er ikke lang, ikke skøn, ikke
indviklet. Den er snart fortalt — den handler om et skuffet Haab.
Der er Karen, den stakkels Bondepige, som bærer paa sin
stille Sorg — Sorgen over den Kærlighed, som hun blev nødt til
at forsage. Arbejdet gaar som før, men hendes glade Sang er
borte. Nu sidder hun i sin Hytte, som en gammel Jomfru med
graat Haar, efter at have ofret hele sit Liv for Mo’r og Søskende.
Heraf drager Geijerstam denne vemodige Slutning: »Den fattige
faar ikke Tid til at beklage sig over et forfejlet Liv eller sørge
over et bristet Haab. Stille og rolig dør hans Livs Lykke.«
Der er Eriksson og hans Kone, den raske og glade Tea.
Eriksson begynder at slaa hende, bliver indesluttet og grublende,
»og Tea finder, at Livet er én Elendighed, ét tungt Arbejde«.
Tilværelsen faar dog et Lyspunkt i den Skovlod, som han vil
købe. Tanken om dette Køb gør Epoke i deres Liv. Den er en
Fremtid uden Slid, den er bedre Vilkaar for deres Barn, den er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
