Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Dr. S. Schandorph: Georg Jørgensens sidste Rejse-Æventyr. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kapitæler. En Dunst stod ud i Haven. Den indeholdt Blanding
af Pommade og Parfumer, Gigarretrøg, Appelsin og Kognak,
Menneskesved og Hunde, hvilke sidste i stort Antal og i alle
mulige Størrelser og Arter smuttede mellem Benene paa de dansende.
De blev befordrede bort med Spark, men kom igen, efterat have
forsøgt deres Lykke som Tiggere af et Stykke Sukker hos de
kaffefortærende langs Væggene.
Blandt deres Rækker havde Georg Jørgensen sat sig. Han
begyndte saa smaat at ærgre sig; og mere og mere saa han sig
arrig paa dette »væmmelige Folk«.
Denne Dans ... det var jo dog den rene Liderlighed!
Se, hvor disse »Canotiers« med de bare Lægge kneb deres
»Cano-tiéres«, saa de hvinede ved det under Dansen! Se, hvor disse
Fruentimmer smilede frækt med de halvaabne, meget fugtige,
meget fyldige Læber! Se hvor de kastede Benene i Vejret —
disse helt med stramt Trikot beklædte Ben — og netop blottede
sig til det Punkt, at Politiet ikke kunde skride ind.
Han maatte dog med Ærgrelse indrømme, at en Danseaften
paa københavnske Institutioner som »Figaro«, »Fønix« osv. var
sjoflere, raaere; at der vrimlede af drukne Mænd og Kvinder, som
var ækle i allerhøjeste Grad, at her ikke var et eneste drukkent
Individ. Men hjemme var Lasten dog Last, ubesløret, kynisk,
altsaa ærlig — her antydedes alt med en Sindets Frækhed, men
med en vis listig Gratie og lystig Snildhed, som var saa dreven
og vidnede om en dybere, inderligere Fordærvelse.
Begæret var mere raffineret; lurede mat i Skyggen, kyndigt
undersøgende . . . ja. . . . Og dog . . . dog gav disse Kvinder sig
saa underlig naivt hen. Naar Musiken gik i hurtigst Tempo og
satte i med fuldt Fortissimo, saa jublede de ud i Luften, sprang
højere, lo vildere. De fejede den strømmende Sved af Panden
ligesom deres Kavallerer, sank dødtrætte, med et skrigende Suk
om paa Bænken for fem Minutter efter at springe endnu højere
og svede endnu stærkere.
»Naar de dog vilde drikke sig fulde! Men her sidder de
og laber Citron- og Hindbærlimonade, Kaffe, ja Sukkervand. Men
de bliver fulde af Musik, af Dans, af Berøringen af et Mandfolks
Haand . . . uh . . . nej. . . . Kunde man bestille Romtoddy til
hele Grejen, saa de alle kunde blive døddrukne!«
Georg Jørgensen maatte smile ad sin nordiske Moral, da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
