Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Dr. S. Schandorph: Georg Jørgensens sidste Rejse-Æventyr. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
han var kommen lidt til Ro og havde vænnet sig til Atsmosfæren
og Tonen i Lokalet.
Hej . . . der danser Jeanne!
Nej, hvor er han pudsig! Det er hin Fyr fra Kajen, som
hun danser med. Hun snurrer ham rundt som en Top. Han
maa lystre. Han dingler og synes hvert Øjeblik at være nær ved
at falde baglængs om eller til begge Sider. Hvor sér han ud, det
Bæst! Han er bleg, trods Heden, Sveden risler ned ad hans
Pande og Kinder, hans Cylinderhat falder ned i Nakken, den synes
at være hans Helligdom,* ti med en halv fortvivlet Mine gør han
stadige Greb til den, saa snart Jeanne lader hans ene Haand fri.
Hun ler højt ad hans Redningsanstrængelser; hans Mine bevarer
et stereotypt halv gnavent, halv fortvivlet Udtryk. Han bliver
mat. Jeanne raaber: »Hyp, hyp, min Hest«! Han maa med igen,
bliver end mere bleg; hans Øjenlaag falder til. Han slikker sit
dunede Overskæg, som en Kat sine Knurhaar, giver sig hen i
slap Fortvivlelse, til Jeanne langt om længe slipper ham, og hun
falder med et Hvin om paa en Bænk, han om paa Gulvet paa
sit Siddeorgan.
Bravo. Hujen, Latter og Klapsalver lønner hans Fald. Et
tykt Kvindemenneske, dobbelt saa tyk som Jeanne, tager ham
bagfra i Frakkekraven og hiver ham op. Jeanne skælder hende
ud for en Ko, som skal lade hendes »Léonce« være, hun har ikke
noget med ham at gøre. Det tykke Kvindemenneske kalder Jeanne
for et »Dampstrygejæm« og en »Særkerensemaskine«: de krummer
Fingrene op mod hinandens Ansigt, mon de vil slaas? Aa nej,
Jeanne kommer til at le, da hun ser sin Kavaller slængt ned paa
en Stol, gispende og stønnende, nu med Cylinderhatten ned i
Panden med vidt udspilede Beh, med Benklæderne opskudte, saa
Smalbenene, der synes at kunne forlænges i det uendelige under
Benklæderne, i de hvid- og rødstribede Strømper, synlig røbe
deres Spinkelhed.
Hun opdager Georg Jørgensen, ler endnu værre, da han
smiler til hende.
— Tror De, Hr. Georges, at han der, min lille Hingsteplag,
kan taale en Absinth?
— Han ser ud til at trænge til den, min Frøken, svarede
Georg Jørgensen.
— Ja, men kan han taale den? Jeg spørger Dem om det,
fordi De er Dyrlæge.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
