Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Herman Bang: En dejlig Dag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
var blevet noget mildere stemt ved Lyden af Forsamlingens mange
klingende Navne, og for Resten var hun jo ogsaa ret vant til
selskabelige Overraskelser —:
— Na — lustiges Nest, sagde hun med opskudte Skuldre
paa sit Bajrisk til Violinisten, og gik med Etvøs.
Bogstavelig midt i Døren kilede en blond lille Spidsnæse
med Lorgnet, der styrede Vicekonsulen til Bords, sig midt
ind mellem Fru Simönin og Generalinden, der føltes af Grev
Silfverhjelm af Toldvæsenet, og maalte Fru Simönin og hendes
Diamantagraffer, som havde hele Fænomenet været livløst og
udstillet i en Montre,
Fru Etvøs skulde have Tenoristen. Men først gik hun
hen og stak bagfra stille sin magre Haand ind under Frøken
Zelchens Arm:
— Tak, sagde hun sagte.. Hendes Øjne skinnede som
havde hun høj Feber.
De Kronbergske Skatte gyngede noget paa Festbordet, før
Ben og Slæb kom til Ro og alle var til Sæde i de to lidt ujævne
Rækker — de Etyøsske Stole var jo af Højde lidt ulige.
Ericsson bød Suppen om under megen Højtidelighed.
Bag Fru Etvøs lukkedes Døren til Dagligstuen sagte. Det
var Emmeline, som havde slæbt Birkebrænde ind gennem
Forgangen og vilde lægge i Kakkelovnen.
De havde baaret et Par Retter ud og ind. Byens Folk
nærmest sad som var de indbudte Tilhørere og ventede paa,
hvad der maatte komme; og Truppen spiste.
Etvøs hørte man sige: »Men De drikker jo ikke, kære Ven,
De drikker jo ikke«, og gøre mange Bommerter i de fremmede
Tungemaal, som jo ogsaa dæmmede op for Konversationen, saa
den kom kun som tamme Brudstykker.
Fru Etvøs havde Sveddraaber paa Panden: hun saä alt
som gennem et Slør.
— Der er ingen rigtig Munterhed, sagde hun med sin
forlegne Stemme Og løftede Glasset mod Lektörinden.
— Aa, synes De ikke, svarte Lektorinden méd en Venlighed,
der virkede ganske som et Dolkestød.
Truppen havde jo nok fortalt et Par Anekdoter, en hver —
mens alle holdt inde med at spise undtagen Zelchens og
Generalens — men saa blev der kun ganske stille en lang Stund:
Tilskueren. 1890. 6
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
