Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Herman Bang: En dejlig Dag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i Tenoristen maatte i Skjul. Han søgte til Etvøs’ Værelse,
hvor der brændte en stille Lampe.
Men bag Døren stødte han paa Fru Etvøs, der sad gemt,
stirrende gennem Sprækken, med rokkende Hoved, ind paa Manden,
der sang.
Tenoristen blev forvirret og vilde sige noget — et Adjektiv
om Sangeren, men fik ikke Tid, for Fru Etvøs stod pludselig op
og fik ham med et ned paa en Stol og begyndte at tale — til
ham, den vildfremmede, den ligegyldige om deres Liv, det trange
Liv, deres Tilværelse, saa smaat, saa smaat, sagde hun.
— Og der er ingen Forandring, sagde hun, i de lange
Aar, i de lange Aar. Hun gentog Ordene, som talte hun til
sig selv, og hun saå atter paa ham, med Ansigtet ind i hans,
vedblivende at tale, febrilsk og hastig fortællende om deres
Ungdom, at hun havde rejst — »der ude, der ude«, sagde hun;
om Etvøs, hvad han vilde, hvad han havde tænkt:
— At bryde ud — for der var Kræfter, sagde hun og
førte de udspilede Hænder som to trætte Hamre op og ned mod
sine Knæ.
— Og saa sidder man her, sagde hun og stirrede ham ind
i Ansigtet med et Par Øjne, der intet saå: her ...
Hun skød Døren til — der inde blev Etvøs ved at synge,
sang Arie paa Arie, alle Herrer var flyttede til Spisestuen nu —
og hun blev ved at holde Tenoristen fast med samme Strøm af
Ord, bøjende sig frem imod ham, holdende om hans Hænder:
— Saa biir det Længsel, forstaar De, den lange Længsel,
forstaar De, mens man sidder her Aar efter Aar ...
Pludselig brød Taarerne ud af hendes Øjne, og hun græd,
sagte og ustandseligt, bestandig med Ansigtet vendt imod ham.
Den lille Tenorist havde ikke rørt sig, han vidste ikke et
Ord at sige, sagde kun og bukkede halvt:
— Ja, man forstaar jo, forstaar jo ... at her er
indskrænket.
Ude i Stuen var Etvøs holdt op at synge, og alle Mennesker
talte i Munden paa hinanden. Med ét slog Fru Etvøs Døren helt
op igen:
— Nu er de nok færdige, sagde hun og søgte at betvinge
sig, Tenoristen kun bukkede og gik uden Ord; Etvøs var gaaet
ind i Spisestuen, hvor alle klappede; han ligesom førte Haanden
hen over Lektor og Gerlachius:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
