Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar—Marts - Professor Harald Høffding: Gensvar til Dr. Georg Brandes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Store Mennesker kunne altsaa aldrig undværes.
Dr. Brandes mener nu, at jeg siger mig selv imod, naar jeg
(overfor Overvurderingen og Forgudelsen af de store Mennesker)
udtaler, at det dog ofte var bedst, om de havde kunnet
undværes. Hvilken Selvmodsigelse ligger der heri? Det er jo
dog en klar og simpel Tanke, at et stort Menneskes historiske
Uundværlighed ofte kan bero paa, at Udviklingen har taget en
ulykkelig Vending, at man er kørt fast, at Samfundet er ved at
opløse sig. Livet er blevet tomt, betynget, delt. Da kommer den
store som Frelseren. Men var det dog ikke bedre, om de mange
havde kunnet rejse sig ved egen Hjælp? Det er jo dog det,
Hjælperen vil: give dem Kraft til at hjælpe sig selv! Mig
forekommer Selvmodsigelsen netop at være paa deres Side, der mene,
at den store Hjælper er Formaalet, og at han fremfor alt maa
komme til at anvende sin Ævne til at hjælpe, hvilket forudsætter,
at man maa bringe Folk i Ulykke, for at denne Ævne ikke skal
ligge ubrugt hen! Det skulde altsaa ikke have været heldigst for
Frankrig, om det ikke havde behøvet Jeanne d’Arc til at hjælpe
sig? Eller naar en genial Advokat ved sin glimrende Skarpsindighed
og Veltalenhed frelser et Menneske, der var uskyldigt anklaget af
lumske Fjender, saa skulde det ikke være bedre, om der ingen
lumske Fjender og kortsynede eller partiske Dommere var? —
Det forekommer mig at være Livets egen Ret, det her gælder,
og det forekommer mig, at jeg med Grund har brugt Ordet
Moloksdyrkelse om den Anskuelse, jeg her bekæmper.
MarTTtan sige: det er jo dog kun et fromt. Ønske, at de
store Mennesker skulde kunne undværes, naar de nu faktisk
ikke kunne undværes. Jeg har heller ikke fremført det som
andet. Men det tjæner dog til at belyse det hele Spørgsmaal.
Større Vægt lægger jeg ikke paa denne Betragtning. Jeg forstaar
ogsaa meget godt den Følelse, der i den gamle Kirke førte til
Udraabet: felix culpa! d. v. s. »Godt, at vi have syndet, — ellers
havde vi ikke faaet en saadan Frelser!« Det er den samme
Tankegang, som gør,’ at Clärchen priser Kærlighedens Lykke, der
be-staar baade i at sørge og juble. (Smign. »Demokratisk Radikalisme«
p. 861 f.). I det virkelige Liv ere Sorg og Lyst, Nød og Hjælp,
Opløsning og Udvikling, saa inderligt knyttede til hinanden, at vi
ikke kunne tænke os, hvorledes de menneskelige Kræfter skulde
kunne udvikles og anvendes uden netop gennem en saadan
Bølgegang. Det bliver altid kunstigt, naar vi tænke det ene Modsæt -
10*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
